De handlende sender regningen videre

De fleste forretninger i Brønderslev sætter de 50 øre på bonen

BRØNDERSLEV:De fleste forretninger i Brønderslev skriver det nye dankort-gebyr på 50 øre på kundernes boner. Bankerne har fået lov til maksimalt at opkræve 50 øre pr transaktion fra nytår, men går straks på det højeste beløb. Forretningerne skal opkræve gebyret og sende pengene videre til pengeinstitutterne, der ejer Dankort A/S. De kan lægge de 50 øre direkte på kundernes regning eller tage tabet selv - det vil sige lægge det på priserne. Dansk Handel og Service har opfordret alle medlemmer til at opkræve 50 øre pr. ekspedition hos kunderne. De ny dankort-terminaler, der kan aflæse chips, kan indstilles til at trække 50 øre pr. ekspedition. Dyr investering - Vi opkræver de 50 øre af kunden - det er bankens problem. Det koster 25-50 øre at ringe op gennem telefonledningen, når der trækkes på Dankort, siger Arne J, læder og papir i Nygade. Han skulle betale ca. 10.000 kr. for en chips-automat og for en ASDL-forbindelse for at komme på nettet, men har valgt ikke at gøre det. - Kunderne siger, at det ikke kan være rigtigt, at forretningen skal betale - og at de vil hæve pengene i banken og betale kontant, tilføjer han. Hos Bavinchi-bageren bekræfter de prisen på ca. 10.000 kr. for det nye udstyr. - Vi er trætte af det nye gebyr. Vi vælger også at opkræve gebyret direkte hos kunder, der bruger Dan-kort. Det ville ikke være fair at lægge det på priserne over for kunder, der betaler kontant, forklarer Charlotte Clausen. Opkræver ikke Profil Optik får ikke den nye Dankort-automat til chips-kort. - Men vi har valgt ikke at opkræve de 50 øre, fordi de første 5000 transaktioner er gratis for os, siger Bodil Faber Jespersen. Restaurant Hedelund har i forvejen et skilt på døren: Det koster én procent at bruge danske kredit-kort og fem procent for udenlandske. - Vi måtte gerne tage mere, men vi betaler noget af udgiften, når kunderne bruger kort. Med det nye gebyr kan det være, at gæsterne vil hæve større beløb - så mange kontanter har vi ikke, fortæller Thorbjørn Jensen fra Hedelund, der for længst har skiftet til chips-automat. Han er mere betænkelig ved, at de nye kort er uden billede. - Så må vi kræve anden form for legitimation.