Sindal

De har alle andel i hyggen

1. juni flyttede en samling lokale borgere ind i nyt andelsprojekt i Astrup

ASTRUP:Der er vist nok kun en af dem, der er født og opvokset i Astrup, så helt i tråd med traditionen på disse kanter, må resten jo være tilflyttere - en betegnelse, man nok aldrig kan slippe helt fra, selv om man trods alt har boet i den pågældende landsby i mere end 50 år. Ikke desto mindre er de nye beboere på Agerlund - et andelsprojekt, som var indflytningsklart 1. juni - alle mere eller mindre gamle Astrup-borgere, der alle vil nyde deres alderdom i netop Astrup, i stedet for at rykke til større områder som Sindal eller Hjørring. - Nu har jeg boet i Astrup i 58 år. Jeg har mine børn her, så jeg vil da ikke flytte væk, siger eksempelvis Asta Olesen. Da beboerne kunne se, at deres andels-projekt ville blive til virkelighed betød det, at der på et tidspunkt ikke var så få huse til salg i Astrup, da de naturligvis gerne ville have skudt deres ejendomme af, inden indflytningen - og selv om det har givet anledning til lidt bekymring blandt enkelte af andelshaverne er situationen nu den, at kun en af dem ikke har fået solgt sin bolig. Samtidig var man også kede af, hvis den lokale købmand skulle lukkes permanet, hvad det så ud til for et halvt års tid siden, men en ny blev lokket til, da mange borgere - bl.a. beboerne på Agerlund - købte gavekort til dem selv og var med til at sikre, at en ny købmand kunne begynde. Alle som en har de valgt at fraflytte deres tidligere ejendomme på grund af kvalerne med hus og have. - Hvis man gerne vil have, at det ser ordentligt ud, og det så ikke kan lade sig gøre, så er det jo bare om at komme afsted, som Grete Sørensen, der er formand for den lille andelsforening, udtrykker det. I øjeblikket arbejdes der på at udforme et sæt regler til husordenen - regler der drejer sig om alt lige fra placering af tørresnor og høj musik - også selv om andelshaverne ikke umiddelbart ligner nogle, der kunne finde på at fyre op for Metallica på anlægget til den lyse morgen...