Ældreforhold

De har holdt sammen i 65 år

Sigrid og Søren Justesen måtte søge kongebrev for at blive gift.

Sigrid og Søren Justesen har holdt sammen i 65 år, og det har været 65 gode år. Foto: Henrik Louis

Sigrid og Søren Justesen har holdt sammen i 65 år, og det har været 65 gode år. Foto: Henrik Louis

- Når vi fik afregning fra mejeriet var det godt 20 kroner for to uger. Det mindes Sigrid og Søren Justesen, Peder Møllers Plads 16, Brønderslev, der på onsdag kan fejre krondiamantbryllup. Altså har de holdt sammen i 65 år. De håber på en hilsen fra Amalienborg. Dengang de blev gift, måtte de også søge kongebrev fra Kongehuset. - Det fik vi, fortæller Sigrid. Dengang var man først myndig som 21-årig. Sigrid var kun 19 år og Søren 20, og de havde en datter på et år. Søren er fra Brændskovgaard ved Aistrup, mens Sigrid er fra Stae. Efter at være blevet gift i 1946, overtog de en ejendom, Skiveren ved Gandrup. Det var en ejendom på 12 tønder land med seks køer, to heste samt grise og får. Siden valgte Søren at blive luftledningsmontør hos elinstallatør Thyrrestrup Jensen i Vodskov. Her arbejdede han i 22 år, til Thyrrestrup Jensen, og i mellemtiden flyttede de til Vodskov. - Det var et spændende arbejde. Søren Justesen har prøvet at få stød, mens han arbejdede på en lift. - Jeg kan godt fortælle, at det gør ondt, siger han. Jeg råbte højt til min makker, for at få mig væk fra de strømførende ledninger. Det er ikke få ture Søren Justesen har taget op og ned af el-master med specielle sko. Sigrid Justesen var hjemmehjælper i Vodskov i 25 år. Siden kom hun på Plejecentret Liselund. - I begyndelsen cyklede jeg, men som 40-årig tog jeg kørekort. I 1993 solgte parret huset i Vodskov, og de flyttede til Peder Møllers Plads i Brønderslev. De er stadig aktive. Begge begyndte med seniordans, og her danser Sigrid hver tirsdag. Torsdag går hun til gymnastik på Brønderslev Fysioterapi. Det sker for at holde sig i gang efter en rygoperation. Søren er stoppet med at danse seniordans, men laver træarbejde, når han en gang om ugen er i terapien på Plejecentret Risagerlund i Brønderslev. Søren Justesen elsker at færdes i naturen, og han går lange ture. Gerne på to-tre timer. Begge kommer en del i Grønningen i Brønderslev. Sygdom er ikke noget, der har plaget Søren Justesen, men han hører ikke længer så godt, og han husker heller ikke længer så godt. De har deltaget i mange foredrag i AOF. - Man skal jo hele tiden dygtiggøre sig, siger Sigrid Justesen, der også gerne vil ud mellem andre mennesker. Madlavning klarer de selv, og de får en times hjemmehjælp hver anden uge. Men ellers passer de selv lejligheden. Parret kan se tilbage på et godt liv. - Når man hele tiden har gå-på-mod, skal det nok gå, siger Sigrid og Søren Justesen. - Vi bor i en god kommune, og har det vi ønsker. Det er en stor udvikling fra dengang vi begyndte. Da var der godt nok ikke mange penge mellem hænderne. De har fire børn - to sønner og to døtre. Siden er familien udvidet med 11 børnebørn og ni oldebørn. Dagen fejres med familien på Landboskolen i Brønderslev. Gæsterne kommer fra det meste af Danmark samt fra Norge. Dog har familie i Israel sendt afbud. Men de har lige været hjemme på familiebesøg.