EMNER

De har ondt af jule-manden

Han slog ikke, sigertilskuere til zoo-episode

AALBORG:- Julemanden slog ikke. Hvis pigen derhjemme fortæller noget andet, er det pure opspind. Så kontant lyder udmeldingen fra Anette Pedersen og Johnny M. Jensen, Aalborg, som var vidner til optrinnet i Aalborg Zoo søndag 26. november. De reagerer nu efter omtalen i avisen, fordi de føler, at det er uretfærdigt, at julemanden er blevet hængt ud. Det gør også Majbritt Bendixen, Støvring. - Jeg blev egentlig lidt forskrækket over, hvor hurtigt man kan blive hængt ud. Jeg har da ondt af den stakkels julemand, siger hun og fortsætter: - Jeg kan naturligvis ikke vide, om det var den omtalte pige, som moderen udtaler fik en lussing, jeg så. - Men jeg så to-tre uopdragne og flabede piger, der skulle have været taget i hoved og bagdel og være smidt ud. De råbte bl.a. til ham, at han ikke var den ægte julemand, og hvad han vil sige til, hvis de trak ham i skægget. - Jeg stod med mit tre og et halvt-årige barnebarn på armen. Hun blev forskrækket. - Vi var gået i Zoo for at få en god oplevelse af julemanden, fortæller Majbritt Bendixen. Anette Pedersen og Johnny Jensen fulgte begivenhederne foran indgangen til panoramavinduerne under pingvin- og søløveanlægget. - Vi så julemanden komme gående oppe fra den afrikanske landsby ned ad stien mod Skoletjenesten. Han var skarpt forfulgt af en flok halvstore højtråbende børn, der hev og flåede i ham og søgte at få fingre i julekurvens indhold. Det blev derfor nødvendigt for ham, for at han overhovedet skulle kunne komme i kontakt med vores børn og et andet pars børn, at tage fat i en pige og fortælle hende og flokken, at nu skulle de lade ham være i fred, idet de havde fulgt efter ham halvvejen gennem Zoo, og at de nu havde fået, hvad der kunne tilkomme dem. - Julemanden var rolig og afdæmpet, men bestemt, hvilket der absolut også var brug for, siger de.