Frederikshavn

- De har ondt i maven

FREDERIKSHAVN:Midt i al snakken om fremtiden mindede tillidsmand for Klub 1 på MAN Diesel, Morten Christiansen, politikerne om også at huske nuet. - Det er godt med nogle visioner, men der er nogle ansatte på MAN her og nu, der ikke har det godt. Dem skal vi ikke glemme. - Når jeg snakker med folk, så har de ondt i maven. Det er måske unge mennesker, der har stiftet familie og købt hus - de ved ikke, hvad der skal ske og hvordan det skal gå. I den forbindelse kvitterede Bjarne Laustsen og konstaterede, at han vil gøre alt, hvad han kan for, at alt hvad der hedder kompetencegivende uddannelse i forbindelse med ledighed bliver rykket frem i systemet, så folk ikke først skal gå ledige i flere år, før man kan sætte ind med andet end småkurser. - Det er i det hele taget et område, vi skal have set på. Der er også andre steder, det ikke går godt, og hvorfor skal man fx betale folk for at gå ledige under en arbejdsdeling? Det må kunne lade sig gøre at dygtiggøre folk imens, uden at det bliver konkurrenceforvridende støtte, siger Bjarne Laustsen. osk