De har prøvet det før

Nils og Terkel Bundgaard har stor erfaring med kirkebyggeri. Foto: Kurt Bering

Nils og Terkel Bundgaard har stor erfaring med kirkebyggeri. Foto: Kurt Bering

Det bliver Arkitektfirmaet Bundgaard ApS i Hjørring, der skal arkitekter på moderniseringen af Brønderslev Kirke og Sognegården. Det har Brønderslev Menighedsråd besluttet. Arkitekterne er valgt på grund af deres store erfaring med blandt andet kirkebyggeri.

Arkitekterne Nils og Terkel Bundgaard har været involveret i flere kirkeprojekter. Blandt andet udvidelse af sognegården i Sindal med 400 kvadratmeter samt Strandby og Bangsbostrand.

Bygningsingeniør Per Lønborg fra Lønborg Rådgivende Ingeniør og Planlægningsfirma A/S i Lønstrup, tilknyttes som bygningsingeniør. Arkitekt Anna Mette Exner fra Aarhus bliver særlig rådgiver.

Det er Anna Mette Exner, der har stået bag foranalysen, der nu danner grundlag for det fremtidige arbejde.

Per Lønborg har i snart 20 år været bygningssagkyndig for Hjørring fælles Provstiudvalg, og er også med i projektet i Sindal.

- Vi har haft juridisk bistand af advokat Jens Christian Larsen fra AdvokathusNord og Aalborg Stifts chefkonsulent Helle Hindsholm, fortæller tovholder på visionsprojektet, Henning Krabbe.

Henning Krabbe mener, at det er vigtigt, at det er nordjyske rådgivere, der benyttes, da det betyder, at projektet gennemføres på en solid og god måde.

Henning Krabbe præsenterede visionsprojektet på et fællesmøde for både det siddende og det kommende menighedsråd, der søndag 27. november trækker i arbejdstøjet.

Ifølge Henning Krabbe har Brønderslev Provsti sagt god for, at der bruges 20 mio. kr. på moderniseringen.

- Vi havde drømt om et større beløb, men vi må nu holde os inden for rammerne.

Det er blandt andet i Sognegården, der er brug for mere plads.

Henning Krabbe siger til NORDJYSKE, at en vigtig milepæl er nået i og med, at der er valgt arkitekter.

- Vi har arbejdet med projektet i et par år, og nu kan vi begynde at se lys for enden af tunnelen, siger han.

Med valget af rådgivere udskrives der ikke - som tidligere planlagt - en arkitektkonkurrence. Det sker for ikke at forsinke processen.

Planen er, at den moderniserede kirke skal stå færdig til kirkens 100-års jubilæum i 2022.

Sognepræst Steen Rughave ønskede ført til protokols, at han gerne ser, at byggeriet fremtidssikres med solceller på taget af Sognegården.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.