De hjælpes ad med at bearbejde sorgen

Mai, Christina, Mette og Mette har siden april holdt stævnemøder hveranden mandag i Aars Kirkecenter

Kim Juhl Andersen
18-årige Mai Michelsen mistede sin far for syv måneder siden. ”Det er hårdt at tænke på, at mine børn aldrig kommer til at opleve deres morfar”.
EMNER 1. oktober 2006 06:00

VESTHIMMERLAND: Egentlig havde de slet ikke lyst til at mødes. Ranum-søstrene Mai og Christina Michelsen måtte nærmest tvinges af deres mor, før de indvilgede i at give projektet en chance, og 20-årige Mette Sloth fra Skivum var tæt på at melde fra ved udsigten til at skulle være alderspræsident i en pigeflok, hvor de tre andre på daværende tidspunkt var hhv. 16, 16 og 17 år. - Det hele forekom mig ærligt talt temmelig useriøst. Jeg har altid været vant til at gå sammen med nogle på min egen alder og kunne slet ikke forestille mig, hvad jeg overhovedet kunne bruge tre så unge piger til, indrømmer hun. Siden har piben unægteligt fået en anden lyd. Samværs- og samtalegruppen for unge, som også indbefatter 17-årige Mette Rytter fra Ullits, har netop holdt 10 afteners-jubilæum i Aars Kirkecenter, og i dag er der ingen af medlemmerne, der sætter spørgsmålstegn ved værdien af at mødes en gang hveranden uge for at udveksle erfaringer om, hvordan det har været at miste en nær pårørende. - Det er lidt lige som at se ”Desperate Housewives”. Der dukker hele tiden noget nyt op, som vi har udbytte af at snakke om, så for min skyld kunne vi godt blive ved med at mødes, indtil vi allesammen sidder i rullestol, erklærer den førhen så skeptiske Mai Michelsen. Pizza og grineflip Sorggruppen for de 16-20 årige blev etableret i april, efter at der på frivillig basis var indsamlet 180.000 kroner til en lokal indsats overfor unge, der har mistet en mor, far, søster eller bror. Allerede i december 2005 blev der oprettet en gruppe for de 10-15 årige. Denne gruppe har pt. fem deltagere, og leder af begge grupper er Karin Hertz Aarestrup, der har en bachelorgrad i psykologi. Derudover er der til begge grupper tilknyttet en frivillig, som også deltager i møderne. - Vores rolle er først og fremmest at være katalysatorer og at skabe en gruppe med tryghed, fortrolighed og plads til at tale om alle de tanker og følelser, der dukker op, når man har mistet forældre eller søskende. Vi skal prikke til de unge og sørge for at holde samtalen på sporet, hvis nogle prøver at snakke udenom. - Hensigten med grupperne er, at de unge gradvist skal lære at leve med de tab, som de har lidt. Samtidig hygger vi os med pizza og sodavand, og der bliver også plads til snak om alt muligt andet. - Alle møder indledes til de unges store fornøjelse med en afslapningsøvelse, men for nylig udviklede øvelsen sig til et regulært grineflip. Det er vel ellers ikke ligefrem, hvad man normalt ville forbinde med samværet i en sorggruppe, nævner hun. Mobilen slukket Noget af det allerførste, der sker, når sorggruppen samles i kirkecenteret, er, at deltagerne slukker deres mobiltelefoner. Alene dét at kunne sidde i tre timer og snakke uden at skulle koncentrere sig om at besvare indgående SMSer er ifølge de fire gruppedeltagere en af de store styrker ved samværet. - Der findes ikke noget mere frustrerende end at sidde og fortælle om sine kæres død til en ven eller veninde, som så samtidig sidder og sender mobiltelefonbeskeder under bordet. - Her kan vi være sikre på, at de andre virkelig lytter, når vi snakker. Og at de reelt er interesserede, fordi de selv har oplevet nogenlunde det samme. - I det hele taget gør det godt at mødes med andre i en tilsvarende situation. Det bevirker automatisk, at man får mindre ondt af sig selv, lyder det samstemmende fra de fire sorggruppemedlemmer Mai, Christina og to gange Mette. At et par af pigerne kun sporadisk kendte hinanden på forhånd, ser de i den henseende ikke som en ulempe. Snarere tværtimod. - Hvis vi gik sammen til daglig, ville vi nok i højere grad være bange for at åbne os overfor hinanden. - Som det er nu, føler vi os sikre på, at dét, der bliver sagt i fortrolighed, aldrig når uden for kirkecenterets fire vægge - og at det i hvert fald ikke pludselig bliver slynget tilbage i hovedet på én selv, fremhæver Mette Rytter. Stadig åbne sår Helt konkret har samværet med veninderne i sorggruppen eksempelvis resulteret i, at Mette Sloth har lagt den antidepressive medicin på hylden, og at Mai Michelsen ikke længere har behov for at dulme sorgen over tabet af sin far på den lokale bar, som tidligere var hendes flugtvej. Overordnet set går det bedre over hele linien, men under overfladen er der stadig sår, der ikke er helet - og som pludselig kan bryde op, når man mindst venter det. Det kan f. eks. være, når der inviteres til forældredag på skolen, og alle kammeraterne ankommer i følgeskab med begge deres forældre, mens man selv ”kun” har sin mor med. Det kan være i forbindelse med jul, fødselsdage eller andre mærkedage i familien. Det kan være, når en kammerat i et øjebliks ubetænksomhed laver sjov med, at han da vist har fået kræft. Eller det kan uventet ramme én i en undervisningssituation, som Mette Rytter for nylig oplevede det på handelsskolen i Aars. - I en time var der en lærer, som direkte opfordrede os til at fortælle, hvis vi oplevede sygdom eller dødsfald i familien. - Jeg kontaktede hende og fortalte, at min far var død for et år siden, og lærerens eneste reaktion var: Jamen, er du da ikke kommet over det endnu. - Det var ærligt talt ikke lige den respons, jeg havde forventet at få fra en lærer, konstaterer en stadig forundret Mette Rytter. - Tiden omkring 1 års-dagen er typisk utroligt hård at komme igennem. Det er helt normalt, at man dag for dag gennemlever omstændighederne omkring dødsfaldet og begravelsen. Mette havde gruet længe for den dag, supplerer Karin Hertz Aarestrup. Løbende udskiftning Oven på den slags oplevelser er det godt at kunne mødes i sorggruppen og få luft for sine indestængte følelser, men dermed ikke sagt, at man bliver ved med at have brug for at gå i en sorggruppe for evigt. - Der er ikke nogen tidsmæssig grænse for at være med, men jeg forestiller mig ikke, at der er nogen, der ønsker at være med i mere end to-tre år, siger Karin Hertz Aarestrup. Et enkelt af de oprindelige medlemmer har allerede sagt farvel, men til gengæld står gruppen nu overfor at skulle optage sit første hankønsmedlem. - Umiddelbart vil han jo nok synes, det er noget af en hønsegård, han kommer ind i, men derfor er det nu alligevel sejt, at han har meldt sig. - Drenge har nok generelt en anden måde at tackle deres sorg på, end vi tøser har. Men netop derfor kan det måske også være med til at sætte tingene i et nyt perspektiv, at der nu pludselig kommer en dreng med i gruppen. - Han skal i hvert fald være velkommen, lyder det samstemmende fra de fire ”veteraner” i sorggruppen. I det hele taget er der fortsat plads til nye medlemmer i de to sorggrupper med base i Aars Kirkecenter. Op til otte-ti medlemmer skulle en sorggruppe nok kunne rumme, vurderer Karin Hertz Aarestrup. Man er også velkommen i en af grupperne, hvis det er flere år siden, man har mistet. Der dukker løbende nye følelser og tanker op, som har forbindelse med tabet. Selv om det er længe siden, man har mistet, bliver man ved med at savne og kan have glæde af at møde andre i samme situation, tilføjer hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...