De kæmper for rent drikkevand

Vigtigt at sikre rent drikkevand

Esben Heine og Hans Ravn
De tre elever, fra venstre Emilie Zacho Jensen, Emma Albøge Olesen og Josefine Ravn Larsen forsvarede deres opgave i ungdomsparlamentet.
Brønderslev 31. januar 2018 18:12 - Opdateret 31. januar 2018 18:33

BRØNDERSLEV: Mindre nitrat i drikkevandet. Det var det forslag, tre elever fra Søndergades Skole i Brønderslev stillede med til ungdomsparlamentet i Folketinget.

Desværre for eleverne blev et andet forslag om at reducere den globale produktion af plastik fremmet til fordel for Brønderslev-projektet.

Men det var en stor oplevelse for de tre elever fra Brønderslev, Josefine Ravn Larsen, Emma Albøge Olesen og Emilie Zacho Jensen, at nå så langt.

Det var lærer i samfundsfag, Claus Mortensen, der i samfundsfag introducerede ideer, der kunne arbejdes med. Men de tre piger udviklede selv deres idé, fordi de mener, at miljøet har stor værdi, og at der i fremtiden bør satses på et bedre miljø.

- Allerede i august i fjor begyndte vi arbejdet med emnet i samfundsfag med at forberede projektet, fortæller Josefine Ravn Larsen, Emma Albøge Olesen og Emilie Zacho Jensen.

Omkring 20 grupper på Søndergades Skole arbejdede med forskellige ideer, men gruppen med Josefine Ravn Larsen, Emma Albøge Olesen og Emilie Zacho Jensen var den eneste, der nåede til Ungdomsparlamentet. 60 ud af 750 forslag blev taget op i Folketinget.

- Vi fik besked lige før juleaften, så det var stort, da vi fik at vide, at vi skulle præsentere vores idé i folketingssalen.

De tre piger lægger ikke skjul på, at de havde håbet, at netop deres idé blev fremmet.

- Vi synes selv, ideen er god. Men nu var det altså ideen med mindre plastik i naturen, der blev vedtaget i vores kategori, som var miljø og transport.

I alt var der fem forskellige kategorier, som vi kunne vælge imellem.

Til at vurdere elevernes idé var professor i natur og teknologi ved Aarhus Universitet, Esben Auken, med på sidelinjen. Han roste pigernes projekt og betragter det som realistisk at gennemføre.

Netop i Brønderslev er der problemer med drikkevandet, og der arbejdes på at etablere nye vandboringer uden for byen, for at sikre fremtiden.

Gruppens forslag er, at landmændene skal gøde deres marker mindre. Som kompensation for den manglende indtjening, skal de landmænd, der gøder mindre, og dermed får en mindre mængde afgrøder, have et skattefradrag.

- De skal ikke have en bøde, som det opleves i dag.

- Dermed lider landmændene ikke et tab, lyder det fra Josefine Ravn Larsen, Emma Albøge Olesen og Emilie Zacho Jensen.

Grænseværdien for nitratindhold i drikkevand er 50 milligram pr. liter.

- Kommunen bør to gange om året kontrollere, at denne grænseværdi overholdes for drikkevand, mener Josefine Ravn Larsen, Emma Albøge Olesen og Emilie Zacho Jensen.

Josefine Ravn Larsen, Emma Albøge Olesen og Emilie Zacho Jensen fik et indblik i Folketingets arbejde.

- Det var spændende at opleve, at vi bliver lyttet til, siger de.

Det var Claus Mortensen, der var med gruppen i København.

De tre elever har forelagt deres idé for de øvrige elever i 9. klasse på Søndergades Skole.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...