Børnepasning

De kære små er forsvundet ud i det blå

Hundredvis af billeder er forsvundet fra institutioners hjemmesider - synderne er bogstaverne æ, ø og å

En række daginstitutioner knipser ivrigt med digitalkameraet for at lægge billeder ud på deres hjemmesider, så forældrene kan følge med i institutionens dagligdag - i øjeblikket er en række af hjemmesiderne dog ramt af problemer, da tre bestemte bogstaver er for stor en mundfuld for den kommunale software.ARKIVFOTO: BENTE PODER

En række daginstitutioner knipser ivrigt med digitalkameraet for at lægge billeder ud på deres hjemmesider, så forældrene kan følge med i institutionens dagligdag - i øjeblikket er en række af hjemmesiderne dog ramt af problemer, da tre bestemte bogstaver er for stor en mundfuld for den kommunale software.ARKIVFOTO: BENTE PODER

HJØRRING:Årets fastelavn er et overstået kapitel, men går man ind på flere af Hjørring Kommunes daginstitutioners hjemmesider, er det stadig muligt at praktisere en rask omgang kan du gætte hvem jeg er. For der er masser af billedtekster med forskellige navne og tekster, hvor billedet er forsvundet til fordel for et kvadrat med et rødt kryds i. - Vi har mistet op imod et par hundrede billeder på vores hjemmeside, lyder det eksempelvis fra Ingelise Villumsen, der er leder af Børnehuset Møllehaven i Harken, og hun ærgrer sig over fraværet af billeder. - Jeg håber snart, at det kommer til at fungere igen - og at billederne ikke er fuldstændig forsvundet - for mange forældre bruger hjemmesiden på at følge med i, hvad der sker, og her er billederne vigtige, siger hun. Børnehuset Naturli’viis’ hjemmeside er også blandt de sider, der har fået en visuel mavepuster. - Vi har lagt en masse bileder ind, men de er ”faldet ud” igen, forklarer leder Tina Starcke. Billedserier fra institutionen Børnehuset ved Bjergene er også forsvundet, men der er flere end disse tre institutioner, der er blevet ramt af bøvlet i cyber space. Tre bogstaver udrenses Miseren skal findes hos Hjørring Kommune, der har købt et billedredigeringsprogram, så de enkelte børneinstitutioner nemt og hurtigt kan smide friske fotos af ungerne på deres hjemmesider. I første omgang var der licens til at lægge i alt 10.000 billeder på hjemmesiderne, men da det loft blev ramt, blev programmet opgraderet, så der i princippet kunne lægges et uendeligt antal billeder ud på Nettet. - Og siden har man kun kunne se et stort, smukt rødt kryds i stedet for billederne, hvis billederne hedder noget, hvor bogstaverne æ, ø og å indgår, forklarer Bente Schønning, der er informationsmedarbejder ved Hjørring Kommune. Det vil sige, at den enkelte institution skal sørge for at rense titlen på billedet for alfabetets sidste tre bogstaver. Derudover er der tildelt hver enkelt institution en overordnet, elektronisk mappe til billederne - her er softwareproducenten ved at rense navnene for æ. ø og å. Hjørring kommune forventer, at mappe-navnene snart vil være rettet, mens det altså er op til den enkelte institution at få luget ud i de tre bogstaver på hjemmesiderne. Ifølge Bente Schjønning skule der være sendt e-mails ud til børneinstitutionerne, hvor der er blevet orienteret om problemerne. Hun tilføjer, at de billeder, som ikke vises på hjemmesiderne p.t., ikke skulle være tabt for evigt, men kommer frem på skærmene igen, når bogstavs-operationerne er fuldført.