De kan ikke lade være med at synge

Fastboende og feriegæster er ved at pudse stemmerne af, før de skal sommer-optræde

LØNSTRUP:Sangglade toner strømmer ud fra Lønstrups gamle badehotel, Lønstruphus, denne lidt blæsende og råkolde senjuniaften. Byens mange turister, der trodser blæsten og har begivet sig ud på aftenturen, standser forbavsede op udenfor for at lytte til sangen, inden de lidt lettere til bens fortsætter deres tur Indenfor er Lønstrup Koret i gang med den sidste prøve, inden de på søndag skal optræde med deres sang i teltet på Sportspladsen til turistbyens sommerfest. Koret er utraditionelt i den forstand, at der ikke er faste medlemmer eller faste øveaftener. Faktisk øver koret kun i forbindelse med de optrædener, der er i sommer. Der er dog en kerne i koret af faste lokale sanglade personer. Blandt dem er brødrene Allan og Frank Normann Sørensen og Allans datter, Inge. Med er også ofte den lokale visesanger Inger Lauritzen, som dog måtte melde forfald til prøveaftenen. Det forlyder dog, at hun er med på scenen i teltet på søndag. Denne aften er det et af korets medlemmer, Jane Rasmussen fra Lønstruphus, der har lagt lokaler til prøveaftenen. Og det går lystigt til med korets nye pianist og tilrettelægger, fhv. skoleinspektør Finn Christensen, Hjørring. Han er også leder af Sognekoret, hvor tre af Lønstrup Korets medlemmer også er med. To ikke helt lokale medlemmer deltager også. Det er ægteparret Birthe og Erling Wolff fra Odense. - Vi har hvert år ferieret i Lønstrup siden 1982, lyder det fra ægteparret. Og vi kan lide det. Vi startede med at være her i fire dage, i år skal vi tilbringe tre en halv uge i Lønstrup. Parret er glade for byen, selv om det ikke var så lige til at få kontakt til vendelboerne i kystbyen. - Der gik vel en god halvsnes år, så lærte vi også nogle vendelboer at kende. Sådasn er det ikke på Fyn, der lærer man fynboer at kende på et år, griner Erling Wolff. Men nu går det godt med parret og de indfødte. Vidste man det ikke, kunne de godt gå for at være ”ægte” indfødte. Skumsprøjt - Hvis der nu skulle være et og andet at rette, skal du ikke genere dig for at sige det, lyder det fra et af korets medlemmer til Finn Christensen. Herpå bliver der gået til sangen med det samme, efter at tonehøjden er afstemt. Der er nemlig ikke tid til at eksperimentere. Senere lyder det da også: Vi gentager ikke, der er nemlig ingen kværulanter med i aften. Men da koret går i gang med Inger Lauritzens kendte vise ”Glitrende Hav”, har Finn Christensen alligevel et par kommentarer: - Jeg synes det skal være lidt mere blidt og forsigtigt. Der er for meget skumsprøjt over det her! Og det giver korets medlemmer ham ret i og passer i anden omgang til. En lille én til halsen Den, der smører godt, kører godt. En lille én til halsen skal der også til. Det vækker begejstring, da det fra Allan Normann Sørensen lyder: -Så er der et lille glas! - Nu er de vel ikke alt for små, replicerer Erling Wolff. Og hvad andet end Lønstrup Bjesk dur til sådan en lejlighed. Og det fra Lønstrup Bjesk-Laug. - Ja, det var afdøde Poul Schouboe fra Hjørring Kommune og mig, der dannede det laug, fortæller Allan Normann Sørensen. Nu er jeg alene tilbage, så jeg er både formand og kasserer i lauget. Lønstrup og dens lyksaligheder går igen i mange af sangene. Lidt lokalpatriosk er koret da. En lokal mand skrev for mange år siden en sang om Lønstrups borgere. På melodien: Til pinse”. - 36 vers er der, fortæller Allan Normann Sørensen med glimt i øjet. - Han må da have kendt alle. Min bror og jeg tager somme tider hele sangen, når vi mødes. Den slipper tilskuerne til korets koncerter for. Istedet får de en række sange om Vendsyssel, vendelboer og Lønstrup. Her kunne verset i sangen ”Hyldets til Lønstrup vor by” på melodien ”Flade Jensen” måske mane lidt til eftertanke: ”Lønstrup ej vi slipper dig, her vi hører hjemme. Du er smilet på vor vej, som en moders stemme. Byen er på talefod. Her er alle venner. Hver turist som dig forlod, en tak tilbage sender.”