De kan stadig finde kurven

FBBC fejrede sit 30 års jubilæum der, hvor det hele begyndte: på Ørnevejens Skole

USA 23. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Ørnevejens Skole lørdag eftermiddag. Fortid og nutid mødes i skolens aula, som er ramme om en 30-års fødselsdag. Fødselaren er Frederikshavn Basketball Club, FBBC, der så dagens lys i 1972. I dag viser en række gamle FBBC-drenge og -piger, at de stadig kan finde vej til kurven - og at de stadig kan lide at spille bold. Gensynsglæden er som til en gammel skolefest. Engang var de nogle tynde, lange siv, der næsten ikke behøvede at hoppe for at lægge bolden op i kurven. I dag er de blevet lidt rundere og noget tungere. Men hvad gør det, når de nu tilsyneladende er enige om, at være det ... Tempoet er tæt på lysbilleder, men så meget nemmere er det for os andre at følge med. Det startede i 1972 Rundt om banen samles nuværende og tidligere FBBC-medlemmer. Én af dem har et særligt forhold til dagens jubilæum: Peter From, idrætslæreren, der i 1971 gjorde sin entre på Ørnevejens Skole og havde det amerikanske kurvespil med i skoletasken. På seminariet i Hjørring havde han været med til at starte en basketballklub, og i Frederikshavn lavede han en opvisningskamp med et hold amerikanske YMCA-spillere. Peter From lærte eleverne på Ørnevej at spille basketball - og de kunne ikke få nok med to gymnastiktimer om ugen. - Jeg forsøgte at lave en klub i skole-regi. Det måtte jeg gerne, lovede inspektør K. Hillers-Andersen. Det måtte bare ikke koste en kr., husker Peter From, der derfor indkaldte til stiftende generalforsamling en februaraften i 1972. FBBC i dag Resten er - historie. Og en del af de gode gamle FBBC-historier blev luftet i lørdags. Efter dinosaurernes genopstandelseskamp overtog nutidens FBBC-spillere banen anført den spillende træner Ted "Tat" Tucker. Den store amerikaner er indbegrebet af en basketballspiller, mørk, høj, stor og altid med en bold inden for rækkevidde. Han har spillet med legendariske Harlem Globe Trotters. Yderligere anbefaling er ikke nødvendig. - "Tat" er en magnet for klubben. Han har startet en ny positiv bølge, og vi er på vej tilbage mod en ny storhedstid, siger Kenneth Sørensen, selv gammel træner og spiller i FBBC's guldalder midt i 80erne. Herrerne spillede dengang i landets næstbedste række, 2. division, og damerne har også været i den næstbedste række. I dag spiller de bedste herrer i 3. division, men der er nye talenter på vej. Forrige sæson blev FBBC's herrejuniorhold Danmarksmestre. - I dag er det ikke kun elever fra Ørnevejens Skole, der spiller i FBBC. Efter at vi er begyndt at træne i Bangsbohallen, får vi mange medlemmer fra Bangsbostrand. Men vi har også medlemmer fra Fladstrand Skole, Ravnshøj, Strandby og Skagen, fortæller Kenneth Sørensen. Karl Christian Thode - almindeligvis blot KC - er den eneste spiller, der har været aktiv FBBCer i samtlige 30 år, og med Søren, Niels og Lars har Thode-klanen sat sit præg på klubben gennem alle årene. Lørdag aften festede FBBCerne i laden på Knivholt og senest om fem år mødes de igen. Én gang FBBC, altid FBBC.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...