De kan stadig rulle en skrå

Skråfabrikken arbejder næsten som i gamle dage

SKALBORG:Den blandede duft af tobak og sød lakrids fanger næseborene allerede ude på parkeringspladsen. Indenfor i den anonymt udseende fabriksbygning står store kar med tyktflydende sovse, og den sorte, klæbrige væske drypper fra tynde reb af snoede tobaksblade. Nobel Cigars Aps' skråfabrik ligger lidt tilbagetrukket fra Fredrikstadvej. Her har produktionen foregået siden 1976, hvor fabrikken flyttede ud fra de gamle fabriksbygninger på Badehusvej. Dengang var der 100 ansatte i skråproduktionen i Aalborg. Nu er de 13 foruden den daglige leder. Selv om der i slutningen af 1970'erne blev indført mange nye maskiner i produktionen, så minder dele af fabrikken stadig om et arbejdende museum. Kentucky-tobak Det gamle håndværk med at forarbejde tobaksbladene foregår stort set på samme måde som under C. W. Obels Tobaksfabriks storhedstid for et århundrede siden. Nobel Cigars skråfabrik bruger den meget olieholdige Kentucky-tobak fra USA. De tørrede tobaksblade, der ligger i bundter a cirka ti blade, ankommer i store brune papkasser. Inden bladene kan bruges, bliver de udblødt i varmt vand. To kvinder har travlt med at fiske de våde blade op af karret, ryste dem fri for vand og lægge dem pænt op. Hullede og trævlede blade sorteres fra, for de giver bare problemer, når bladene senere skal rulles. Stripper med handsker Derefter er det strippernes tur til at få bladene i hænderne. Lisbeth Larsen og Anni Rasmussen sidder over for hinanden og stripper tobaksbladene for deres stive midterstilk. De to halve blade, der bliver tilbage, glattes ud, og bladene lægges omhyggeligt i høje stabler, der tilsidst bliver pakket ind i et stykke gammelt, brunt lærred. Bundtet, der vejer fem-syv kilo, kaldes en klat. - Det er kun få år siden, vi fik lov til at bruge handsker. Det skyldtes vist, at der var mange, der døjede med eksem og tørre hænder. Men det var heller ikke til at få den brune farve af, når man kom hjem. Vi havde altid beskidte negle, fortæller de. Lisbeth Larsen og Anni Rasmussen har arbejdet på Skråen i henholdsvis 35 og 42 år. Det er ikke spor ualmindeligt. En god del af de 13 ansatte kan snart fejre 40 års jubilæum, og enkelte nærmer sig deres 50 års jubilæum på Skråen. - For år tilbage var der ikke nogen, der havde regnet med, at skråfabrikken skulle overleve cigarfabrikken, siger Kurt Christensen, der står for den daglige ledelse af fabrikken lige nu, hvor mester er sygemeldt. Men cigarfabrikken lukkede 1. december 1995. Koncernen har to andre cigarfabrikker, men kun den ene skråfabrik. Maskiner fra 1917 I skråfabrikkens centrale hal sidder ikke blot stripperne. Her står også anlæggerne, der lægger de afkølede tobaksblade fra klatterne ud på stribe på lange borde, og spinderne, der behændigt ruller bladene sammen til lange, tynde reb af tobak. Ved hvert bord står en anlægger og en spinder. Rebet spinder sig om en rulle for enden af det lange bord. Dele af rokken stammer tilbage fra omkring 1917. Nu er den blot blevet forsynet med rem og motor. - I rigtig gamle dage stod der jo en dreng og drejede rokken, fortæller Knud Olsen, der har været ansat på Skråen siden 1956. Det sker, at snoren springer, hvis bladene ikke er hele og pæne. Det gav mange frustrationer, dengang folk arbejdede på akkord. Nu er alle på timeløn, og det har givet færre af den slags bryderier. Dyppes i sovs Rullerne bliver kørt på kølerum, hvor de står i 13 uger. - Så dør spændingen i dem, og de kan skæres op, forklarer Kurt Christensen. Derefter bliver snorene viklet omkring metalrammer, så de kan dyppes i de store kar med sovse. Der er forskellige sove, alt efter hvilken slags skrå, det drejer sig om. Alle indeholder lakrids, men de er også tilsat andre smagsstoffer som for eksempel blommepasta og puddersukker. Nogle slags skrå dyppes én gang, andre to gange. Ind imellem tørres rammerne i ovne. De tynde tobaksreb, der skal blive til tørskrå, er helt hårde af stivnet lakridssovs og skæres af rammerne med en kniv. En maskine hakker dem i mindre stykker, og de er klar til at blive pakket i æsker. Vådskråen, der er lidt tykkere, holdes fugtig over damp, mens rammerne langsomt drejer rundt på maskinen. Lene Andersen fanger forsigtigt rebenes ender og lægger dem i den maskine, der skærer de klistrede, sorte snore ud i korte stykker, så de kan pakkes i plastikhylstre. Nobel Cigars Aps. producerer flere af de gamle mærker, som kunderne har været vant til at kunne købe hos lokale tobaksfabrikker. Selv om fabrikkerne siden er blevet opkøbt eller er gået i samarbejde med Skandinavisk Tobakskompagni, kan man stadig købe skrå, hvor hedengangne firmanavne som C. W. Obel, Færch, Brødrene Braun og Petersen & Sørensen pryder pakningen. Ældre kunder - Det er ikke noget, jeg ved, men jeg har indtryk af, at kunderne gerne vil kunne købe det mærke, de har været vant til, og som måske ofte hører lokalområdet til, siger Kurt Christensen. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er flest kunder til skråtobak blandt den ældre generation. - Salget af skrå i Danmark er stabilt faldende med cirka 8-10 procent årligt. Det hænger sikkert sammen med kundernes alder, for der kommer ikke mange nye til. Vi må jo ikke reklamere mere, siger fabrikschef Bent Christiansen, der er chef for cigarfabrikken i Nykøbing Falster, men også for skråfabrikken i Aalborg. Et af mærkerne inden for tørskrå, Lakrisan, har dog fået en ny æske i blik i stedet for den gamle i plastik. Det nye design kan måske tiltale yngre generationer, håber Bent Christiansen.