Danmark

De Kanariske Øer holder fast i danskerne

Marineparken Loro Parque Puerto de la Cruz på Tenerife er en af de meget populære turistattraktioner.

Marineparken Loro Parque Puerto de la Cruz på Tenerife er en af de meget populære turistattraktioner.

Selvom danskerne på det nærmeste valfarter til fjerne rejsemål som Phuket, Goa og Caribien, er og bliver De Kanariske Øer de rejselystnes foretrukne feriested om vinteren. Antallet af danske ferierejsende til Gran Canaria, Tenerife, Lanzarote og Fuerteventura voksede sidste år med 10 procent. I 2005 blev øerne besøgt af 246.473 danskere. – Tallet steg fra 2005 til 2006 med 24.960 til 271.433. Og danskerne ønsker at vende tilbage til øerne, der i den forløbne vinter havde det bedste vejr i fem år. 60 procent af Tjæreborg Rejsers gæster siger i en undersøgelse, at de vil besøge Gran Canaria igen, og det samme gør 58 procent for Tenerife. - Det overgås kun af Phuket, hvortil 64 procent af sidste vinters gæster ønsker at returnere, fortæller informationschef Torben Andersen fra Tjæreborg Rejser. I 2006 blev De Kanariske Øer besøgt af 9,4 millioner turister. Af dem var blot tre procent danskere. De fordelte sig således på de fire øer (i parentes de tilsvarende tal for 2005): Gran Canaria 133.245 (123.032) Tenerife 94.639 (86.119) Lanzarote 36.435 (32.555) Fuerteventura 7.114 (4.767) Totalt: 271.433 (246.473) Væksten i antallet af danske turister skyldes i første række, at de to største øer, Gran Canaria og Tenerife, nu også er blevet sommerrejsemål.