De kedelige politikere

Hvor længe var OleEU i Niels Busks paradis? Ikke mange timer, men tilstrækkeligt længe til, at Busk nærmest blev ramt af syndefaldet. Først anbefalede Venstres afgående europaparlamentariker Niels Busk socialdemokraterne i Nordjylland at stemme på deres partifælle Ole Christensen ved valget i juni. Og han skrev det på Ole Christensens hjemmeside. Niels Busk begrundede det i NORDJYSKE Stiftstidende med, at han ønskede så stærk nordjysk repræsentation i Bruxelles som overhovedet muligt - samtidig med, at han tog det for givet, at Venstres nordjyske vælgere stemte på partiets nye kandidat, Hans Jørgen Dalum. Nu er billedet vendt på hovedet: Busk har trukket sin anbefaling af den socialdemokratiske kollega og optræder for første gang som anbefaler på Hans Jørgen Dalums hjemmeside. Dalum, der har stået i spidsen for kampagnen de to gange, Niels Busk er blevet valgt, har fundet situationen lidt underlig, "men jeg koncentrerer mig først og fremmest om min egen valgkamp," som han diplomatisk siger. Niels Busk er ikke ligefrem kendt for at handle overilet, så "nogen" må have fået ham til at ændre holdning hurtigere, en andre kan læse første side af Romtraktaten. Og han ærgrer sig sikkert over, at "sagen går i selvsving," som han sagde torsdag eftermiddag. Men hvorfor gør den egentlig det? Fordi Busk har kvajet sig og overtrådt uskrevne politiske spilleregler, eller fordi omverdenen pr. refleks sætter automatpiloten til og skal gøre det odiøst, ja nærmest forræderisk, at én fra blå stue godt kan anerkende en legekammerat fra rød stue uden dermed at sige, at der er noget i vejen på blå stue? En AaB-spiller kan vel også anerkende en FCK-spiller, uden at det dermed betyder, at AaB-spilleren satser, at FCK-spilleren scorer det afgørende mål i en indbyrdes kamp? Politikerer er kedelige - de gør altid det forudsigelige. Det ved alle jo. Når de gør det uforudsigelige, så ved ingen jo, hvordan de skal håndtere det. Og det går jo slet ikke, så det var vel nok godt, der kom en stor sag ud af en ikke-sag.