De klatrer endnu højere i Ørtoft

Efter blot to år byder klatrecentret i Ørtoft på nye udfordringer

Hans J. Callesen
Der er 13 me­ter op til top­pen af de nye klat­re pæle. Her er det in­struk­tør­- as­pi­rant Lene Sort Sø­ren­sen midt mel­lem dem. FOTO: KIM DAHL HANSEN
Jerslev 2. september 2007 06:00

ØRTOFT: Det er bedre at være lille og vågen - og det er netop, hvad I er i Ørtoft. Det halvt fuldendte citat med lokal tilføjelse brugte Sæbys tidligere borgmester, Folmer Hansen, da han i går indviede den nyeste del af klatrecentret i Ørtoft. Folmer Hansen havde betinget sig, at den snor, der skulle klippes, ikke var placeret over skulderhøjde, og at han derudover slap for at tage nyskabelsen i brug. Heller ikke borgmester Erik Sørensen (S), som overværede indvielsen sammen med rigtig mange af Ørtofts borgere, havde noget ønske om at se byen oppefra. Det gjorde til gengæld en af klatrecentrets instruktører, Helle Jensen. Hun havde taget modet til sig og sagt ja til at tage den fra fire kilometers højde i faldskærm - i et dobbeltspring med en af de rutinerede medlemmer af Q-Faldskærmscenter. Dobbeltspringet og to solospring markerede indvielsen af klatrecentrets to nye 13 meter høje klatrestammer. Klatrecentret blev etableret med støtte fra EU for et par år siden, og det har været en stor succes, fortæller formanden for Ørtoft Borgerforening, Ivan Jørgensen. Omsætningen i klatrecentret har været på 40.000 kroner om året, og det er så godt, at klatrecentret selv har kunnet finansiere den ene af de to nye klatrestammer. Den anden er sponseret af Jerslev Sparekasses Fond. Prisen for de to stammer er 64.000 kroner. Formanden for klatrecentret, Mogens Pedersen, siger, at de to nye klatrestammer både skal ses som en nødvendig forøgelse af kapaciteten i centret og som et nyt eller et supplerende tilbud til de mange, der bruger centret. - Der er gerne 15 - 20 når vi har almindelig åbent tirsdag og torsdag aften, men derudover er der rigtig mange grupper, som lejer sig ind i en time eller to. Det er både skoleklasser, familiefester og så er der rigtig mange polterabender, der bruger centret, fortæller Mogens Pedersen. De to nye klatremaster kan bruges på flere måder. Den enkle er at klatre op og ned, men der kan også spændes en kæmpe gynge ud mellem masterne, og der kan rapelles fra dem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...