De knokler løs

Frivillige arbejder på at lave nyt klubhus og motionsfaciliteter.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der sker for tiden store ændringer i Øster Brønderslevs idrætsanlæg, men det er ikke kun det nye samlingshus, der skrider frem. En gruppe frivillige på 20-25 personer er samtidig i fuld gang med et andet byggeprojekt. Indmaden i Ø. Brønderslev Idrætsforenings (ØBI) gamle klubhus er ved at blive brækket ned bid for bid, for her skal der fremover være motionslokaler, og så rykker klubhuset over i de lokaler, hvor der i dag er motionsfaciliteter. - Klubhuset kommer til at ligge noget mere centralt. Motionscentret bliver lidt større, de har gennem et par år haft ønske om at købe et par maskiner mere. Det får de mulighed for nu, fortæller Peter Andersen, der står for at styre projektet. Der bliver også en hel ny udbygning til spinning. Håndboldspillere i arbejde Blandt de frivillige, der var på job i lørdags, var Dennis Toft og Martin Eriksen, der spiller håndbold i klubben. De havde bla. til opgave at brække det gamle loft i klubhuset ned - med håndkraft og kraftigt værktøj. - Vi er aktive i klubben og vil gerne lave noget frivilligt arbejde. Vi kommer jo også selv til at bruge det, fortalte Dennis Toft, der til daglig er murer og derfor ikke ubekendt med fysisk arbejde. - Det skal jo til, sagde Martin Eriksen, der er landmand og vant til at tage fat. - Der bliver man også beskidt, konstaterede han. Blandt de frivillige er der alle mulige professioner, og det er meget nyttigt for projektet. For eksempel var der en uddannet vvs-mand ved hånden i weekenden til at sætte toiletter og håndvaske op i fire gamle omklædningsrum, som også får den helt store omgang. - Klubhuset er godt 30 år gammelt, så det trængte til en omgang, konstaterer Peter Andersen. Der bliver også sat døre i, så der bliver adgang direkte ud til banerne. For Peter Andersen ligger det nærmest i blodet, at han gerne vil have noget frivilligt arbejde i gang. Han er sådan set ikke aktiv sportsmand i foreningen mere, og det er hans børn for så vidt heller ikke. Alligevel trækker det. - Fra jeg var seks år, har jeg været i foreningen, og fra jeg var 15 år, har jeg været frivillig hjælper, træner og bestyrelsesmedlem på en eller anden måde. Jeg har svært ved at leve ret lang tid uden en eller anden form for foreningsliv. Jeg synes, det er dejligt at lave noget, andre kan have glæde af, forklarer han. Han glæder sig over den store opbakning til arbejdet - og hæfter sig ved, at det ikke kun er folk i idrætsforeningen, der vil hjælpe med klubhus og motionscenter, folk fra borgerforeningen hjælper fx også med arbejdet på ØBI's lokaler. - Vi er gode til at hjælpe hinanden og trække på samme hammel. Det bliver for tiden arbejdet hver weekend, og der er også et hold piger, der på skift sørger for forsyninger til de hårdtarbejdende. De nye faciliteter ventes at stå klar til maj. Samtidig skrider arbejdet med samlingshuset frem, men det har man professionelle folk til. Byen bakker op om det, og både Ø. Brønderslev Idrætsforening, Ø. Brønderslev Borgerforening, Østsidehallen og menighedsrådet står bag. En del af finansieringen af det samlede projekt er kommet på plads ved hjælp af borgerlån og donationer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.