De kom bag facaden

Virksomheder i Erhverv Syd åbnede dørene for alle interesserede

Birgit Eriksen
Savana og Sebastian Bækhøj forsøger at presse en halmballe hos LandboNord. LandboNords mandskab savnede ganske vist flere "kunder i butikken" ved åbent-hus arrangementet lørdag, men medarbejderne udnyttede pauserne til at besøge nabovirksomhederne.
Erhverv 12. september 2011 06:00

Der var indtryk for alle sanser, da 13 Brønderslev-virksomheder i Erhverv Syd åbnede dørene lørdag. På Badeanstalten blev gæsterne mødt af en overvældende duft fra fristende sæbeprodukter, på den anden side af Håndværkervej sørgede Proshop Europe for musik- og synsindtryk, mens 4H tilbød gratis rideture til børnene hos LandboNord i den sydelige del af området. Fælles for alle virksomheder - store som små - var, at medarbejderne var parate til at fortælle om netop deres virksomhed. Og hermed fik dagens gæster et godt indtryk af, hvad der gemmer sig bag facaderne på Håndværkervej og i Erhvervsparken. Mange medarbejdere i området nåede også i løbet af dagen at gæste nabovirksomhederne. Helle Vestenbæk, der arbejder på LandboNord, fulgtes med sin datter Mette og barnebarnet Alberte til åbent-hus-arrangementet. Og første besøg var hos Loop Cirkeltræning. - Det er sjovt at se, hvad de andre laver herude. Jeg kører ind til LandboNord fra rundkøslen, så jeg kommer ikke ind i området og ser de andre virksomheder, og jeg ved ikke, hvad de laver. Nu skal vi over og se, hvor de laver sæber, sagde hun med et smil til Alberte. Åbent-hus arrangementet var første forsøg på at gøre fælles front i Erhverv Syd, og Jan Park Holm fra Badeanstalten vurderede umiddelbart, at projektet lykkedes. - Vi er meget, meget positive overraskede, fortæller Jan Park Holm. - Det var en god dag. Om formiddagen var der stort ryk ind og efter en pause omkring middagstid, kom det næste hold. Tilbagemeldinger fra de øvrige virksomheder er ifølge Jan Park Holm også umiddelbart positive. - Nogen havde været lidt skeptiske, men jeg hørte, folk var positivt overraskede. Alle har haft gang i butikken og fået vist deres firmaer frem. Endnu er der ikke sket en samlet og formaliseret evaluering af dagen, men Jan Park Holms vurdering er, at det ikke er sidste gang, at virksomhederne går sammen om et lignende projekt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...