De kom de så de smilede

Statsministeren og sundhedsministeren på nøje planlagt besøg i Aalborgs nyeste sygehusbyggeri

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med regionsrådsformand Orla Hav som guide blev statsministeren vist rundt i størstedelen af Medicinerhuset.

NORDJYLLAND:Helle Thorning-Schmidt var her i marts. Hende vil Anders Fogh Rasmussen helst ikke stå tilbage for, så i går havde statsministeren inviteret sig selv på rundtur i Medicinerhuset ved Aalborg Sygehus Syd. Det to timer lange besøg, der var et led i regeringens ønske om at sætte fokus på kvalitet i den offentlige sektor, var nøje planlagt på møder mellem Statsministeriet og sygehuset. Så detaljeret var drejebogen om, hvem der skulle tales med om hvad, at den angiveligt langt oversteg, hvad der blev krævet, da den daværende prinsesse Alexandra 7. november 2005 kom forbi for at indvie huset. Og så var det alligevel ved at gå galt fra begyndelsen. For kl. 14.56 - fire minutter tidligere end aftalt - rullede statsministeren ind foran huset med indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen ved sin side. Heldigvis var regionsrådsformand Orla Hav og hans håndgangne mænd og kvinder, alle iført stiveste puds, klar, da statsministeren - uden slips! - steg ud af ministerbilen og gav hånd raden rundt. Måske for at undskylde den lidt tidligere ankomst fra sygehusrundvisning i Vejle konstaterede Anders Fogh Rasmussen om Medicinerhuset: - Det ligger jo rigtig centralt i forhold til motorvejen. Første del af besøget foregik bag en lukket dør, diskret bevogtet af to livvagter. Verdenspressen fik, før døren gik i, lov til at forevige sceneriet med en snes mennesker, bænket omkring roulade og frisk frugt. Herefter blev gæsterne, i hvert fald ifølge det officielle program, præsenteret for oplæg om huset, set fra både patienters og personalets synspunkt. Det sørgede direktør Jens Ole Skov, sygeplejerske Lene Secher og vicecenterchef Bente Dam for. Orla Hav benyttede også lejligheden til at nævne for de to ministre, at Region Nordjylland mener at have et efterslæb på 200 mio. kr., fordi regionens patientunderlag er så meget mindre end de andre regioners. Regionsrådsformanden fortalte efterfølgende med tilfredshed, at Lars Løkke Rasmussen havde nikket. Da ministeren før afgang af pressen blev spurgt til sagen, forklarede han, at han alene havde nikket som tegn på, at han forstod, hvad Orla Hav sagde, men intet havde lovet. - Regionernes økonomi er noget, man må tale med finansministeren om, fastslog han. Meget bedre end før Men pengene var også blot en biting i programmet. For efter det timelange møde skulle ministrene rundt på to afdelinger - nu med pressen i kølvandet forbi de på forhånd planlagte fotomuligheder. På syvende sal, hvor infektionsmedicinsk afdeling har hjemme, tog ledende overlæge Henrik Nielsen og oversygeplejerske Jytta Mølgaard imod og forklarede, at her var forholdene ”meget bedre end det, vi kom fra”. De to ministre fik syn for sagn, da de kikkede ind på en af afdelingens stuer, hvor 83-årige Ane Lise Larsen fra Vejgård lå i sengen og ventede. - Nå, her hygger I jer, konstaterede Anders Fogh Rasmussen henvendt til hende og hendes medpatient. - Joh, men nu er det jo ikke så rart at være nødt til at skulle på sygehuset, indvendte Ane Lise Larsen. - Nej, det er klart. Men udsigten er i hvert fald god, fastslog statsministeren, helt i overensstemmelse med sandheden, inden han og ministerkollegaen blev ført ned til afdelingens opholdsstue, hvor ”What a wonderful world,” udsat for klaver, tog imod gæsterne. To gange om ugen kommer en af Aalborg Sygehus’ 80 frivillige på afdelingen og spreder hygge med klaverspil. Ordningen med de frivillige interesserede ikke mindst indenrigsministeren stærkt, og oversygeplejerske Jytta Mølgaard forklarede, hvor glade alle er for dette ekstra element. Imens blev statsministeren omringet af tre børn, der var på besøg hos patienter på afdelingen, og afkrævet autografer. 11-årige Andreas fra Aalborg fik Anders Fogh Rasmussens navnetræk på skyggen af sin kasket og var så glad for trofæet, at ikke engang livvagterne kunne holde et smil tilbage. 90 liter blod Fire etager længere nede ventede ledende overlæge Jakob Sølling og oversygeplejerske Jonna Borg på dialyseafsnittet. To af de patienter, der var i færd med at få renset deres blod maskinelt, fik lejlighed til at hilse på ministrene. Michael Nielsen fra Aalborg kunne sammenligne de nordjyske dialysepatienters forhold før og nu. Indtil han for to år siden fik en ny nyre, kom han i dialyse i de gamle, slidte lokaler, hvor behandlingen tidligere foregik. - Nu er nyren desværre stået af, så jeg igen må i dialyse. Men det er virkelig lækkert her i de nye omgivelser, fortalte han, mens nogle af de 90 liter blod løb gennem apparatet - en behandling, der varer fire timer, og som Michael Nielsen får tre gange om ugen. Nogle patienter vælger at få dialysen derhjemme. Men, konstaterede Anders Fogh Rasmussen med et blik på apparaturet, ”det er da lidt af en maskine at få hjem i soveværelset”. Fornuftig investering Efter rundvisningen ville rosen næsten ingen ende tage: ”Et virkelig flot og velfungerende medicinsk sygehus” kaldte statsministeren Medicinerhuset. Lars Løkke Rasmussen supplerede: - Ofte får man det indtryk, at medicinske afdelinger er gamle bygninger, hvor patienter ligger på gangene og i skyllerum. Det, vi har set i dag, viser, at det er fornuftigt at investere i bedre forhold for både patienter og personale, sagde indenrigs- og sundhedsministeren, der også hæftede sig ved, at man på en begavet måde har samlet specialerne, så man opnår fordele ved at have eksperterne inden for rækkevidde, samtidig med at patienterne ikke føler, at de befinder sig i et megastort hus. Lars Løkke Rasmussen ser gerne flere store, stærkt specialiserede sygehusenheder. Det vil omvendt betyde færre mindre lokalsygehuse. - Men i nærmiljøet bør vi opbygge nye tilbud. Falder ens søn ned fra pæretræet og brækker armen, er der ingen grund til, at han skal fragtes langt væk. Hvis de praktiserende læger går sammen i eksempelvis sundhedshuse, kunne personalet her jo sagtens tage et røntgenfoto af en brækket arm og måske sætte gips på, sagde ministeren. På falderebet fik de to ministre hver en bog om nordjyske kvalitetsfødevarer af Orla Hav. - Tak for i dag. Det var virkelig spændende, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen med tryk på ”virkelig”, før han - nu uden ministerkollegaen - satte kursen mod det midtjyske, hvor dagen i dag byder på nye besøg. Kl. var 16.56, da bilen rullede af sted. Besøget havde varet præcis to timer - ganske som planlagt.