De kom helt fra Læsø

Til bal i Hjørrings forsamlingshus

HJØRRING:- Seniordansen var med til at få mig på ret køl igen. Både dengang min mand døde for ti år siden, men også senere, hvor jeg blev alvolig syg, siger 77-årige Birte Gustafsson. Hun var en af de 80 dansere, som fredag eftermiddag troppede op til Nytårsbal på Vendelbohus i Hjørring. I onsdags var der også bal. Seniordans kræver nemlig plads, og 160 dansere er for meget på forsamlingshusets gulv. Derfor er man nødt til at dele danserne op. Seniordanserne til det årlige Nytårsbal kommer fra alle egne af Vendsyssel, der er en slags bastion for denne særgene dans i Danmark. Man regner med, at 600 vendelboer dyrker denne form for dans, der ligner folkedans, hvor man skifter partner og går i rundkreds. En dagsrejse Birte Gustafsson er en af de ældste deltagere, og selv om hun kommer fra Læsø, er hun fortsat fuld af vigør hen på eftermiddagen. - Når vi bor på Læsø, må vi altid regne med at skulle afsted en hel dag. Vi tog med færgen ved 10-tiden, og vi er først hjemme igen ved 21-tiden. Derefter skal jeg til Østerby, siger seniordanseren, der er glad for de mange gode venner, hun har fået: - Når man er alene, kan man godt blive lidt ensom ind imellem. Da jeg blev alvorlig syg for fem år siden, måtte jeg holde en pause, men da jeg kom i gang igen med dansen, fik jeg humøret tilbage. Det at være sammen med andre betyder så utrolig meget. Ikke kun for at være sammen med dem, man danser med, men også musikken og de sjove danse, siger hun. Hun er sammen men otte andre fra Læsø. De kan slet ikke undvære det årlige Nytårsbal. Træffer nye Det gode ved seniordans er også, at man træffer nye mennesker. Således var Birte Gustafsson godt i gang med at lære Edith Kristensen fra Sæby at kende. De dannede par i en kædedans, og bagefter hyggede de sig sammen: - Vi kunne tale sammen i to timer, storskrydede Birte Gustafsson, der som navnet antyder var gift med en svensker. Oppe på scenen leger formanden for region 1, Rita Schmick, diskjockey. Hun er fra Brønderslev, og ligesom de andre seniordansere er hun fuld af varme. Hun sætter liv i kludene med de specielle sange, hun sætter på anlægget. Det er med titler som "Danseglæde", "Doktor Gråskæg" og "Monte Carlo" - og så "Hvor er min kone ..." Den synger alle med på - for den kender de.