De kommer ikke for pengenes skyld

Hvis vi vil holde fast i de udenlandske specialister, der skal hjælpe til med at sikre fremtidens Danmark, bliver vi nødt til at se på andet end det høje danske skattetryk.

Der har været meget snak om, hvordan vi skal sikre de udenlandske specialister, der skaber vækst i Danmark, siden Troels Lund Poulsen i sommerferien sendte en prøveballon op med påskriften "fjern forskerordningen". Der er mange gode argumenter for at have en forskerordning. Når man kan sænke det danske skattetryk til et niveau, der er sammenligneligt med de lande, vi konkurrerer med, har vi mulighed for at tiltrække specifikke kompetencer. Vi synes jo selv, vi har et vidunderligt land, men fremmede, der aldrig har været her, vil nok være mest fristede til at vælge det land, hvor lønnen er højest. Derfor er det godt at have en forskerordning, der gør det muligt at tiltrække udenlandske specialister. Og læste man skriften med småt på Troels Lund Poulsens prøveballon, stod der for øvrigt også, at han kun ville begrænse forskerordningen. Men pengene er ikke det afgørende. Ser man på de specialister, der forlader landet (enten før tid eller fordi de ikke forlænger deres kontrakt) så nævner de ofte det sociale aspekt som den afgørende faktor. De har svært ved at falde til i Danmark. Det er naturligt svært at falde til i en fremmed kultur. Sådan er det alle steder i verden, men i Danmark er det endnu sværere, og i Jylland er vi jo også kendt for at være lidt lukkede. Derfor står de store firmaer, som ansætter specialister fra udlandet, over for en stor udfordring. Ud over at sikre alle de praktiske ting omkring visum, arbejdstilladelser, bolig og lignende, skal de også i et vist omfang hjælpe til med at skabe de rette sociale rammer for deres specialister. Dette er en stor udfordring, og i et vist omfang må det siges, at HR-afdelingerne har haft svært ved at løfte denne opgave. For løsningen er ikke at gøre det under den paraply, der er arbejdspladsen. Integrationen skal ud i det frivillige regi. Personligt har jeg altid syntes godt om sport som integration. Og som tidligere bestyrelsesmedlem i Aalborg Cricket-Klub har jeg selv haft problemet inde på livet. Cricket er nationalsport i Indien og flere andre tidligere britiske kolonier. Derfor er det en ideel måde at integrere indere, som kommer til landet for at arbejde. Det er en sport, de kender hjemmefra (i modsætning til fodbold), og derfor kan de meget nemmere gå ind og blive en del af samværet på et hold. Men kigger man på de store arbejdspladser i Nordjylland, som beskæftiger specialister fra f.eks. Indien (KMD, Telenor, Aalborg Universitet m.fl.) var det overraskende, at vi aldrig hørte noget fra dem. Selvfølgelig kan man påpege, at vi i Aalborg Cricket-Klub selv kunne have taget kontakt til de nævnte arbejdspladser. Det argument har en vis vægt, men problemet var (for os som for de fleste frivillige idrætsforeninger), at vi ikke havde de fornødne hænder til også at løfte den opgave. Derfor vil jeg opfordre enhver, der bekymrer sig om at integrere sine udenlandske kolleger i det danske samfund, om at hjælpe dem med at tage kontakt til en sportsklub eller en frivillig social organisation, hvor de kan blive en del af et frirum. Leder man efter frivillige organisationer, har frivillighuset i Aalborg (frivillighuset.dk) kontakter til hele Nordjylland. JEPPE LISDORF er førstegenerationsindvandrer fra Esbjerg, der som freelancejournalist med base i Aalborg har hele verden som sin arbejdsplads.