Lokalpolitik

De konservative vil øge lærernes undervisningstid

SKAGEN:Hvis det står til De Konservative, skal lærerne i Skagen Kommune have øget deres undervisningstid til næste år. - Vi stiller et ændringsforslag til næste års budget om det, og vi lægger i den forbindelse op til at spare 490.000 kroner i 2005 og 1.180.000 kroner i 2006, fortæller 2. viceborgmester Leo Skjødt Mikkelsen (K). Også børne- og kulturudvalget valgte på sit seneste møde, der blev holdt, efter at byrådet havde haft næste års budget til førstebehandling, at komme med en indstilling om at øge lærernes undervisningstid fra august næste år, men udvalget nøjedes dog med i den forbindelse at indregne en besparelse på næste års budget på 250.000 kroner. Socialdemokratiet siger til gengæld som nævnt andet sted i dagens avis nej til at øge undervisningstiden. Salg af bygninger De Konservative kommer også med en andet ændringsforslag til budgettet. - Der tales lige nu meget om at ombygge dele af Kappelborgskolen til et kulturhus, og i dette projektforslag indgår også salg af en del af Kappelborgskolen. Hvorfor hører vi ikke noget om, hvad der forventes at komme ind ved dette salg? Kasernen er netop blevet udbudt i offentligt udbud. Vi står over for at skulle sælge den gamle havnemesterbolig. Der kan måske også blive tale om at sælge en børnehave. - Disse salg vil give en større sum penge, hvor budgetforslaget kun lægger op til at bruge syv millioner kroner af dem i 2005 til finansiering af Bøjlevejen. Vi Konservative foreslår, at der på næste års budget bliver tilføjet en indtægt på 30 millioner kroner ved sag af kommunale bygninger i budgettet, siger Leo Skjødt Mikkelsen. Venstre havde ikke, da tidsfristen for ændringsforslag udløb i går, afleveret ændringsforslag til næste års budget. - Vi skal jo nu i gang med nogle forhandlinger om budgettet, og så må vi se, om vi kan blive enige, så det hele kan ende med et forlig, siger borgmester Hans Rex (V). Budgetforslaget og ændringsforslagene kommer til behandling i økonomiudvalget mandag 27. september, og næste års budget bliver vedtaget i byrådet mandag 4. oktober.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste