EMNER

De kunne jo bage pebernødder i stedet

Det kommer næppe bag på dig, kære læser, men altså: Denne klumme er afleveret fredag inden fyraften. Sektionen Indsigt bliver trykt lørdag formiddag, for vi kan ikke nå at klemme hele den store søndagsavis gennem trykpressen lørdag aften og nat. Og det passede mig godt at sætte det sidste punktum allerede fredag - for her til morgen vil jeg næppe være i stand til det. December byder ikke på et væld af julefrokoster for mit vedkommende, men dog to-tre stykker hvert år, og den mest traditionsrige fandt sted i aftes. En flok efterhånden midaldrende mænd mødes over den samme (velsmagende) menu på samme adresse hvert eneste år første lørdag i december. Programmet bliver der ikke ændret på, noget af bordpynten har snart 20 års jubilæum, de fleste af os har mindre hår end dengang, traditionen blev grundlagt - og tilsammen har vi næsten en snes børn, hvor af nogle er konfirmerede. Men vittighederne er akkurat lige så dårlige, tonen lige så rå, men hjertelig, og glæden lige så stor som dengang i 80’erne, hvor vi begyndte. For det handler først og fremmest om traditioner af den dejlige slags, der binder os sammen. Vi ved, at vi har hinanden - på moderne dansk hedder det sikkert at netværke. Traditioner og fælles erfaringer udgør et vigtigt bindemiddel i samfundet, men ikke alle traditioner er tilsyneladende lige populære. I hvert fald har statsamtmanden, der skal kontrollere regioner og kommuner, fortalt regionsrådet, at de ikke skal prøve at skabe en tradition med en budgetmiddag - den slags er ulovligt, har han fundet ud af. Hans beslutning må være truffet efter princippet bedre sent end aldrig. Det snart forgangne Nordjyllands Amt har holdt lignende arrangementer i årevis, hvad en række kommuner også har - men aldrig så meget som et pip er der før kommet offentligt fra kontrollanten. Nogle glæder sig over, at frådseriet bliver stoppet. Jeg synes snarere, at småligheden har sejret, for jeg kan sagtens unde politikerne den fryns - deres timeløn for det politiske arbejde er langt lavere, end hvad en almindelig håndværker (eller journalist) bliver budt. Men hvis middagen for amtets penge er ulovlig, så skal den naturligvis ikke finde sted. At se stort på loven er begyndelsen på anarkiet. Og hvad pokker: Jeg havde alligevel sat fredag aften af til at bage de sædvanlige fire kilo pebernødder sammen med børnene. Hvis de altså kunne løsrive sig fra bombardementet af tv-julekalendere, der begyndte netop i fredags. Så måske duften af kardemomme og andre gode krydderier i stedet bredte sig i de små politikerhjem også. Til gengæld ringer jeg ikke til kaffe. Det udtryk fik en helt ny betydning i ugens løb; for når det sker på Solhaven møder 15 hærdebrede mænd og antyder overfor de unge, at de nok skal til at dæmpe sig. Straks. Den uge 48, der om et langt øjeblik bliver stedt til hvile for evigt, handlede heldigvis om andet og mere alvorlige sager end aflyste middage, gennemførte julefrokoster og pebernødder. På Aalborg Sygehus fandt man ud af, at intet er så godt, at det ikke er skidt for noget. Sygehusets kræftafdeling blev rost i det ganske land for som den eneste at overholde garantien om behandling i løbet af fire uger - hvorefter patienterne væltede ind fra hele landet. Og pludselige røg ventetiden også i Aalborg op på fem-seks uger. Kræftbehandlingen gjorde i det hele taget ugen temmelig træls for Danmarks formentlig travleste mand: Lars Løkke Rasmussen er både sundhedsminister, indenrigsminister og næstformand for Venstre. Måske derfor har det knebet ham at holde embedsmændene i Sundhedsstyrelsen tilstrækkeligt i ørerne - så i stedet fyrede han bare chefen for åben tv-skærm i forrige uge. Men rigtig ro er der ikke blevet endnu - og patienterne venter stadig fem-seks uger. På den anden side af Kruså (langt på den anden side) skete der også ting og sager. Præsidenterne i Iran og Irak trykkede hånd og smilede fromt til kameraerne. Jeg ville have forsværget, at Ahmadinejad - den bombelystne, holocaust-benægtende præsident i Iran - kunne spille nogen form for konstruktiv rolle. Men i Irak er situationen efterhånden så dyster, at det er værd at prøve, om ikke banditten fra Teheran kan stoppe volden. Lidt tættere på Kruså besøgte pave Benedikt XVI Tyrkiet - et besøg, der på forhånd var voldsomt omdiskuteret. Følsomme muslimer himlede op, fordi paven tidligere på året citerede en 600 år gammel tekst, der var kritisk over for islam. Den gode Benedikt 16-tal blev kaldt korsfarer - og det er ment meget grimt i de kredse. Men de skulle skamme sig, skulle de. Korstogene var en beskidt sag, ingen tvivl om det - men det seneste ligger 700 år tilbage. Og udgangen blev, at området forblev muslimsk. Til gengæld er det mindre end 325 år siden, at tyrkiske hære udgød mængder af blod på Balkan og endda truede Wien. Store dele af det nuværende Bulgarien og Albanien er forblevet muslimske til vore dage. Så hvis vi fortsat skal høre på det ævl om korstogene som legitim undskyldning for nutidens angreb på kristne (og jøder), så må vi begyndte at tage mere alvorligt fat på tyrkernes ugerninger i Sydøsteuropa. Men det klogeste er naturligvis at erkende, at begge dele tilhører historien. Politik baseret på ældgammel historie fører sjældent noget godt med sig. Spørg blot Serbiens naboer. Sådan en lille rundtur til verdens ulmende konflikter øger glæden over at bo i Danmark. Siden vi fik tæsk i 1864 har vi været kloge nok til at holde fred med naboerne. Og husk: I dag er første søndag i advent. De mange, der tog forskud sidste søndag, får en ekstra hyggedag ud af fejlen. Det er vel slet ikke så ringe. God søndag.