De læser bibelen fra a til z

Bibelens mange blodige krige er "muren", som nogle maraton-deltagere rammer ind i

HOBRO:En løbetur på godt 42 kilometer er en sveddryppende kraftpræstation ud over det sædvanlige, og en bibelmaraton er også en stor bedrift, der vil kunne tage pusten fra de fleste. En snes kvinder og mænd fra Hobro har sat sig for, at de vil læse bibelen fra a til z. Den gamle bog, der kaldes verdens mest efterspurgte, men som nok ikke er den mest læste, er på 1200 tætskrevne sider. Bibelmaratonen begyndte i oktober sidste år og er arrangeret af de tre sognepræster ved Hobro Kirke. Og selv om deltagerne nu har læst og læst i mere end syv måneder, er de langt fra færdige. I december måned i år sættes slutspurten ind. Først torsdag 18. december er de flittige og trofaste bibellæsere ved vejs ende. - Jeg havde i et stykke tid drømt om at læse bibelen i sin helhed, og så, at der var startet bibelmaraton i Hobro. Min mand Mogens og jeg var nytilflyttede til Hobro, og jeg tænkte, at det var en god måde at lære nye mennesker at kende på, fortæller en af deltagerne i bibelmaratonen, Margit Lauridsen, der er uddannet diakon. Den aften, NORDJYSKE har fået lov til at være med til bibelmaraton, er 21 mænd og kvinder samlet i Hobro Kirkecenter for at snakke om en tekst fra det gamle testamente, Esajas' Bog kapitel 40-65. Sognepræst Eva Degn Thomsen fortæller om Esajas' Bog, at den rummer kritik af afgudsdyrkelsen. Indbyggerne i Jerusalem straffes for at dyrke fremmede guder. - Mange mennesker har svært ved at tage de passager i bibelen, hvor Gud fløjter efter fjenden for at få ham til at straffe israelitterne. Men Gud Herren forbarmer sig over sit folk til sidst, siger Eva Degn Thomsen, og deler en artikel ud, der netop belyser emnet krig og fred i bibelen. I en maraton kan man "ramme muren"; det vil sige få en alvorlig krise, hvor man mest af alt har lyst til at give op. Passagerne om de blodige krige kan være sådan en "mur" for mange mennesker, mener Eva Degn Thomsen. Det har en anden maraton-deltager, Helle Elisebeth Nielsen fra Hobro, oplevet. Men de gode afsnit opvejer de tunge efter hendes mening. - Når man har oplevet et dødsfald i familien, der var uretfærdigt, fordi vedkommende var alt for ung til at dø, så kan man godt blive sur på Gud, selv om man ved, man ikke har ret til det. Så er det rart at læse i Jobs bog, at andre har haft det på samme måde. Der er følelser i klagesangene og salmerne, som jeg kan identificere mig med, fortæller Helle Elisebeth Nielsen. Margit Lauridsen synes, at opremsningen af de lange slægtstavler var lidt hårde at komme igennem. Men bibelens barske krige har ikke taget modet fra hende. I en tid, hvor mange danskere var optaget af krigen i Irak, var det interessant at læse, at tingene er sket før. Der er intet nyt under solen, som det også hedder i bibelen. - Menneskene er ikke blevet klogere. Der er gået flere tusinde år siden krigene i bibelen, men hvis vi kunne se tingene i Guds perspektiv, var 1000 år måske kun et kort øjeblik, funderer Margit Lauridsen, der sidder ved sit skrivebord, når hun læser i bibelen, og som skriver gode skriftsteder ned, bl.a. det om, at bjergene kan rokkes, men at Herrens troskab er urokkelig. Sognepræst i Hobro, Esben Thusgård, siger, at kirken har lavet maratonen for at give folk en mulighed for at læse bibelen, en af de vigtigste bøger i vores kulturhistorie, og samtidig opleve et fællesskab med andre. Undervejs i læsningen opstår der spørgsmål, som præsterne efter bedste evne besvarer. - Konflikt, uro og krig har altid været en menneskeligt grundvilkår, og det afspejler sig i bibelen. Menneskelivet har ændret sig i det ydre, men det er uforandret, at vi skal leve, og at vi skal dø. Bibelen handler jo også om længsel, håb og tilgivelse. Den giver os mod til at leve vores liv, lyder læse-anbefalingen fra Esben Thusgård.