Teater

De livsfarlige kannibaler

Duncan Sheik: Spring Awakening

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anmelderen har ikke noget at udsætte på hverken orkester eller skuespillet, men savner sangtalent, som brænder igennem.

Der går et afgørende skel i musicalens historie i 1968: da kom rockmusikken ind i genren. Før den tid havde musicalen en lykkelig udgang. Ganske vist handlede den ofte om to mennesker, der fra forskellige miljøer holdt af hinanden, men de fik med besvær hinanden til sidst. Men i de senere musicals var det slet ikke så sikkert, at mennesker fra forskellige miljøer kunne finde sammen. De var faktisk ofte oppe mod samfundets normer – og de tabte. Temaet var blevet alvorligere problemer i samfundet. Nu fik musicalen umiddelbar sammenhæng med menneskebørns liv – og det er bestemt ikke det værste. Og det er just, hvad ”Spring Awakening” handler om. Det eksisterende forlæg er den østrigske forfatter Frank Wedekinds børnetragedie ”Frühlings Erwachen” fra 1890, i øvrigt opført på Aalborg Teater i 1976. Der er død, politik, pædagogik, seksualitet i mange afskygninger og vold, fysisk såvel som psykisk på scenen til akkompagnement af Sheiks rockmusik, som absolut hører til i den blødere, mere poetiske del af genren med den smukke duet mellem Melchior og Wendla som musicalens smukkeste indslag. De skarpe passager spejler sig også glimrende i musikken, der når sine mest spændende raffinementer i de rytmetalte passager. I centrum står den unge, begavede elev Melchior, en pubertetsrebel, der har gennemskuet religionen og det undertrykkende samfund og dets dobbeltmoral, men han har ikke styr på sit forvirrede følelsesliv. Det samme gælder Wendla, men for ingen af dem er der hjælp at hente nogen steder. De omgives af ligeså søgende venner og veninder, hvoraf mange bærer på seksuelle hemmeligheder, og i voksenverdenen er der ingen forståelse eller indsigt at hente: skolen, kirken og hjemmet – den gamle treklang – har intet at tilbyde de søgende unge, som er bragt i vildrede af deres fysiske udvikling og derfor er fra sans og samling. Elisabeth Linton har instrueret og fået stykket op i et vist tempo i Astrid Lynge Ottosens gråtonede scenografi med associationer til Vilhelm Hammershøj. Der ydes sådan set udmærket spil på scenen. Såvel Hanne Windfeld som Bue Wandahl har i deres kølige afmålthed flotte præstationer som repræsentanter for de voksne. Deres skildringer virker, men hvorfor kniber det for ungdomsgruppen at slå igennem? Den kommer tæt på at virke ligegyldigt på publikum – så ligegyldigt, som om de slet ikke rigtigt eksisterede. Her er ingen lummerhede sumpdunster fra den pubertære fantasi. Bevares. Søren Bang Jensen er både klog og kultiveret som Melchior, og Karin B. Heinemeier er nydelig som den stakkels Wendla, der svigtes af dem, der burde støtte hende, og det er da interessant stof, de har at arbejde med. Rasmus Fruergaard har som Moritz udmærket fat i en flig af den pubertære paranoia. Nej, det er ikke på skuespilleriet, der savner noget væsentlig, og det er heller ikke det ledsagende orkester under Niels Søren Hansens ledelse. Kan mangel på sangtalenter virke så afgørende, så kategorisk? Ja! Musicalen fattes sangtalenter – SANGTALENTER, der kan brænde igennem, synge, så at folk forstår, hvad de synger, komme ud over rampen og engagere publikum. ”Spring Awakening” er en musical om borgerskabets livsfarlige kannibaler, og af programmet fremgår, at der er så stor forhåndsinteresse, at stykket efter at have sluttet indeværende sæson, 13. juni tages op igen en tre ugers tid fra den 15. august. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Duncan Sheik: ”Spring Awakening” Libretto: Steven Sater. Oversættelse fra amerikansk: Jakob Højlev Jørgensen. Instruktion: Elisabeth Linton. Scenografi: Astrid Lynge Ottosen. Aalborg Teaters store scene, onsdag aften.