EMNER

- De løber fra Ranum-aftale

Vesthimmerlands borgmester anklager uddannelsesinstitution for aftalebrud

Jens Lauritzen (V), borgmester i Vesthimmerland, har sendt et brev til VIA's bestyrelse for at få en forklaring. Foto: Lars Pauli

Jens Lauritzen (V), borgmester i Vesthimmerland, har sendt et brev til VIA's bestyrelse for at få en forklaring. Foto: Lars Pauli

- Det er et helt klart aftalebrud. Sådan lyder det fra borgmesteren i Vesthimmerland, Jens Lauritzen (V), efter at VIA University College - den midtjyske gruppe af uddannelser, som pædagogseminariet i Ranum er en del af - har besluttet, at der ikke bliver oprettet et eneste pædagoghold på seminariet i Ranum i det nye skoleår. Beslutningen er taget, fordi meget få har søgt ind på uddannelsen som pædagog i Ranum. Tallet er mere end halveret fra 66 til 24, deraf bare seks på den ordinære uddannelse. De resterende 18 har søgt ind på pædagoguddannelsen via internettet, som er etableret i Ranum. - Da pædagogseminariet i Ranum blev en del af det store fællesskab i VIA University College, så blev der samtidig lavet en fusionsaftale, hvoraf det direkte fremgår, at uddannelsen til pædagog via internettet ikke kan flyttes fra Ranum. - Så når VIA vil sende et brev til de 18 om, at de skal tage uddannelsen på VIAs afdeling i Viborg, så er det et helt klart aftalebrud, siger Jens Lauritzen. Han sendte derfor i går et brev til VIA's bestyrelse for at udbede sig en forklaring. - Jeg har forståelse for, at man ikke kan oprette et hold med kun seks elever. Men når der er 18 som vil studere til pædagog via internettet med Ranum som uddannelsessted, så er det så mange, at VIA må anstrenge sig for at få flyttet studerende, så aftalen kan overholdes og der kan startes internethold i Ranum. Af Lasse Damsgaard - lasse.damsgaard@nordjyske.dk