- De må erkende, at slaget er tabt

Modstandere tror ikke på at golfbanen i Bramslev bliver til andet end et slag i luften

BRAMSLEV:De ser meget afslappede ud, som de sidder i haven og nyder sommersolen. Men det er tydeligt, at Ole Palsbøll og ægteparret Birgit og Niels Erik Christensen har noget på hjerte. De har kæmpet en kamp. Kampen mod anlæggelsen af en golfbane i Bramslev Bakker - det område, de bor i. En kamp, de føler, er ved at være forbi. - Den golfbane bliver aldrig til noget, fastslår Ole Palsbøll og anfører tre punkter som begrundelse: - Pkt. 1: En væsentlig del af banen er planlagt på et område, som en lokal landmand har forkøbsret til. - Pkt. 2: Jordbrugskommissionen har givet en klar udmelding: Man er meget betænkelige ved at give tilladelse til en golfbane i området. - Pkt. 3: Sagen vil, hvis den kommer videre, tilbringe så lang tid i Naturklagenævnet, at de er blevet bedsteforældre alle sammen, lyder det fra Ole Palsbøll, der bor på Hjerritsdal Vandmølle. Og han suppleres af Niels Erik Christensen: - 8. marts lød det fra styregruppen bag golfbanen i NORDJYSKE: "Golfbanen er en kendsgerning. Vi har ikke fantasi til at forestille os, at noget nu kan stoppe projektet." - Men de må erkende, at slaget er tabt, mener han. Bedrift uden fremtid Birgit og Niels Erik Christensen har boet på deres gård siden 1977. De betegner det som katastrofalt, hvis der bliver givet tilladelse til en golfbane i området. - Det vil få katastrofale følger for natur, dyr og landbrug. Der mangler landbrugsjord i området i forvejen, og golfbanen umuliggør udvikling. Det bliver til afviklingsbedrifter - landbrug uden fremtid, pointerer Niels Erik Christensen. Noget af det, der undrer ægteparret, er, at golffolkene er så interesserede i området. De har nemlig aldrig mødt nogen af dem i naturen. - Vi møder ikke golffolk i området her, konstaterer Birgit Christensen og stiller spørgsmålet: - Hvorfor skal de ændre på naturen ? Her er jo åbent for alle. De kan komme og nyde naturen her, når de har lyst. Da der i april var åbent hus i golfklubben, hvor interesserede kunne svinge køllerne ved Torndalsgård, blev der sendt et kort over golfbanens mulige placering til nabohøring. Et stykke af Birgit og Niels Erik Christensens jord var tegnet ind i projektet. - De fandt ud af, at det ikke var til salg, bemærker Niels Erik Christensen tørt og fortsætter: - Så vidt vides, er det kun de jordsælgende i området, der er tilhængere af golfbanen. Ingen af dem, der bliver boende, er interesserede. Pengestærke I Arden Kommune har man også haft golfbanen til debat. Herfra var meldingen et - om ikke enigt - ja til at anlægge banen. - Arden Kommune har en blåøjet tro på, at en golfbane vil bringe velhavende tilflyttere til Valsgaard. Men landet er jo fuldt af golfbaner. Og nu er kommunen parate til at sælge en unik natur til en golfbane, lydet det med en hovedrysten fra Ole Palsbøll, der ikke kan se anden begrundelse end indtægter til kommunen: - Kommunen vil være overordentlig glad for borgere i 500.000 kroners-klassen. Men de borgere har også store biler, så de kan køre langt efter golfbanerne. Møllebeboeren peger på, at man kan flytte golfbanen over mod motorvejen, hvor der er et kuperet terræn. Eller eventuelt flytte den tættere ind mod Hobro. - Men der vil Hobro Kommune jo ikke have den. Det vil begrænse byggemulighederne, vurderer Ole Palsbøll og bemærker, at det er ved at være slut med at kæmpe mod golfbanen: - At komme frem med mere vil være overkill. Man kan jo kun slåes ihjel en gang.