Lokalpolitik

- De må jo have glemt deres mødekalender...

HOBRO: - De har jo nok så travlt, at de begge har glemt, hvad der står i deres mødekalender. Formanden for Socialdmokratiet i Hobro Jette Rask ved efter masser af år i politik, at det ind i mellem kan være svært at holde styr på alt. - Og sådan må både borgmester Jørgen Pontoppidan (V) og viceborgmester Hans Poulsen (S) have haft det, da de forleden til NORDJYSKE Stiftstidende udtalte, at tiden efter deres opfattelse ikke er inde til borgermøde om kommunens fremtidige struktur, siger Jette Rask. Sagen er nemlig, at de to forlængst har givet Jette Rask tilsagn om at deltage i et debatmøde om kommunens fremtid. Det holdes som formiddagsmøde på Hobro Bibliotek lørdag 30. oktober. De to kommunale toppolitikere skal komme med et bud på, hvordan de ser kommunens fremtid, og det er tanken, de skal informere om både afsluttede og kommende forhandlinger. Overskriften for mødet er kommunestruktur, og ud over Pontoppian og Poulsen deltager også MF Tina Nedergaard. Deltagerne kan altså også få svar på nogle mere landspolitiske spørgsmål omkring reformen. Bag mødet står samtlige politiske psartier i Hobro. Det er Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Kristendemokraterne, SF og Venstre.