De mindste glæder

Noget af det, man må finde sig i som mor til tre store hvalpe af hankøn er solide drillerier. Af den kærlige slags. Og der er såmænd masser at tage af, når man er ene høne i kurven. Det mener drengene i al fald. Ifølge dem er det nemlig morsomt, at mennesker kan gå op i ting som blomster på bordet, babyer, pynt på juletræer og nyvasket sengetøj. De synes, det er sært, at jeg ikke falder i svime over UEFA og CL og AaB og alverdens andre forkortelser omkring en hvid og sort kugle. Men de har efterhånden lært den rette overbærende attitude overfor det mærkelige solitære hunkønsvæsen i deres midte. De nikker og siger ja, mor, når jeg spørger, om ikke staudebedet er fantastisk i år? De smiler pænt, når jeg viser dem ikke et, men tre fotos af deres lille kusine og bagefter plastrer køleskabet til med prinsessen på print. De kan endda finde på at svare med mere en enstavelsesord, når jeg priser en nystrøgen dug, eller de tændte stearinlys i vinduet en mørk efterårsaften. Da kan de lægge armen om deres noget lavere mor og finde på at sige: Livets små glæder, mor, det er vel nok skønt, de findes... Så smelter man jo fuldstændig. For nok er det noget, de har lært og egentlig blot gentager, men et sted inde under strithåret, de dybe stemmer og store fødder ligger der en lille arv fra deres mor og summer. De har taget nogle af de små glæder til sig. De tænder selv stearinlys, de sms"er selv til deres kusines forældre for at høre nyt, de køber blomster til kæresterne. Og de siger tak, når deres sengetøj kommer flyvende ind på deres værelser, velduftende, rent og lagt sammen af mødrende hænder. Det er forskelligt, hvad livets små glæder er for os hver især. Men deler vi dem med hinanden, ender vi med at få rigtigt mange af dem i løbet af bare en enkelt dag. Så jo, jeg prøver også at vise glæde over gode mål fra de rette fodboldhold, men det er ikke altid, jeg lige ved, hvilket hold det er. Og så er det jo godt, man må drille lidt.