De mindste svingede ketsjerne

Boldleg er et hyggeligt arrangement, der gerne skulle stoppe medlems- tilbagegangen i Sæby Tennis Klub.
Natur 1. maj 2007 06:00

SÆBY: Boldleg i Sæbygård Skov søndag formiddag er et af de initiativer, som Sæby Tennis Klub har taget for at stoppe medlemstilbagegangen. Søndag var der premiere på spillet, og de helt unge spillere greb ketsjerne og slog til på det røde grus. Selv om man kun er tre år, så kan man sagtens spille med. Yngste mand var 3-årige Christian Thomsen. Han fik hurtigt fat i en af de ketsjere, som klubben stiller til rådighed, og han begyndte spillet sammen med storesøster Louise. - Her gælder det ikke om at vinde - men om at være med. Det vigtigste er at børnene og deres forældre hygger sig og har det sjovt i skoven, siger formand Jesper Christiansen. Og ketsjerne blevet svinget i stor stil. Ikke altid fik de unge spillere ram på den lille runde bold, men det gjorde ikke fornøjelsen mindre. Det var nemlig også sjovt at samle boldene ind bagefter. Boldleg i skoven er et fast punkt på programmet i søndag formiddag i Sæby Tennis Klub. Allerede den første søndag med boldleg i skoven gav et par nye medlemmer. - Skoven er jo stor, og vi har fem baner, så der er plads til flere. Vi håber, at mange børn vil tage deres forældre med i skoven om søndagen, når rundstykkerne er spist. Det er jo en god mulighed for hele familien til at have det sjovt sammen og få lidt motion samtidig, siger formand Jesper Christiansen. Boldleg i skoven henvender sig i første omgang til børn i alderen 3-12 år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...