De mindste valfarter til gymnastik i Østervrå

ØSTERVRÅ:Nutidens børn og unge er dovne. De gider ikke at motionere og vil hellere hænge foran fjernsynet eller sende sms-beskeder, mens de æder chips. Medierne har de senere år fortalt mange historier om, at danske børn og unge er magelige og i elendig form. Men billedet passer slet ikke på forholdene i Østervrå. Her valfarter de midste til gymnastik. Den lokale gymnastikforening, Spring Team Nordjylland, har således fået en forrygende start på den nye sæson med flot tilgang af gymnaste. Især på holdene for børne- og mini-gymnaster. Formand Hanne Rommedal glæder sig over den store interesse, og har i det hele taget store forventninger til den nye sæson. Spring Team Nordjylland tilbyder rytmegymnastik og springgymnastik udelukkende ledet af voksne trænere. Foreningen har træningstider i både Østervrå Idræts- og Kulturhus og på Hørby Ungdomsskole. Foreningen har netop taget en helt ny 12 meter lang fiberspringbane i brug. Banen er særligt velegnet til at træne spring for mini- og juniorgymnasterne, og samtidig giver det større sikkerhed for gymnasterne, når de benytter banen. Den nye rekvisit har Spring Team Nordjylland købt sammen med Østervrå Gymnastikforening 77. De to foreninger har selv bidraget med penge til køb af banen, men langt de fleste midler er sponseret af fonde. Et nyt tiltag hos Springteam Nordjylland bliver juniortræning på tværs. Det arrangeres i samarbejde med Sæby Gymnastikforening og GF77 Østervrå. Der vil blive holdt fællestræning og fælles forårsopvisning, og endvidere er der planer om, at gymnasterne får tilbud om en tur til udlandet. Spring Team Nordjylland har fået nyt logo til sæsonstarten og inden længe bliver foreningens nye klubdragt præsenteret.