De Ni læsninger i Skagen kirke

SKAGEN:I lighed med sidste år bliver ”Julekoncerten” i Skagen kirke også i år udformet som ”De ni læsninger”. Det er nu på søndag eftermiddag, 3.søndag i advent. Det er en traditionsrig form for musikgudstjeneste op til jul, oprindelig hentet fra den engelske kirke. Den liturgiske ramme udgøres af i alt ni læsninger fra biblen, fra de gammeltestamentlige profetier til og med Kristi fødsel. Læsningerne foretages blandt andre af medlemmer af menigheden, og efter hver læsning følger et ”musikalsk respons” i form af et stykke kormusik eller en fællessalme hentet fra salmebogens store skat af advents- og julesalmer. En bred vifte af lokale musikalske kræfter medvirker, blandt andre Klitkoret, Teen-koret, musikere fra Musikskolen, organister fra Skagen kirke og Poul Otto Poulsen fra Strandby spiller trompet. Det musikalske repertoire er tilsvarende bredt, med satser fra Händel"s ”Messias”, over engelsk kormusik til spirituals, gospel og kor-samba. Skagen kirke og alle medvirkende håber selvfølgelig på at mange vil finde vej til Skagen kirke på søndag eftermiddag og være med til at gøre ”De ni læsninger” festlig - og være med til at synge julen ind i den dejlige juleoplyste og - pyntede kirke.