Hospitaler

De nødvendige valg

Det gør ondt, når et liv pludselig bliver slukket i en alt for ung alder.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Annie er begravet på kirkegården ved Fladstrand Kirke. Gravstedet er indrettet meget personligt. Foto: Carl Th. Poulsen

Det er en onsdag aften i oktober, og interviewet er slut. Vi sidder ved et spisebord i familien Jensens stue på Jacob Kjelds Vej i Frederikshavn. Lampen over bordet er det eneste lys, der er tændt, og jeg kigger på et sted på væggen over sofaen, mens min hjerne forsøger at filtrere den historie, jeg netop har hørt. Historien handler om uretfærdighed, om lidelser, og til sidst handler den om døden. Men da jeg lidt senere sad i bilen på vej hjem, slog det mig, at det især er en beretning om, hvordan mennesker er i stand til - nærmest pr. instinkt - at træffe de rigtige valg og udføre de nødvendige handlinger i selv de mest håbløse situationer. I familien Jensens forløb bestod de rigtige valg af blandt andet åbenhed omkring sygdommen, et ophold på hospice, en kontakt til en præst samt en samtale om døden. Ondt i knæet Familien Jensen består af Steen, Lone og datteren Heidi, der er 22 år. Lone og Steen havde en datter mere - Annie - der døde af kræft 16. marts 2007, 18 år gammel. Interviewet er ikke mange minutter gammelt, før det står klart, at familien Jensen er i stand til at fortælle om Annie på en helt speciel, intens måde. Der bliver grædt, men der er også plads til smil, for det er vigtigt at huske Annie, for det hun var - og det hun gjorde. Annie Jensen var dygtig til sport og opnåede blandt andet to jyske mesterskaber i spring/rytme-gymnastik. Hun var udadvendt, havde nemt ved at få venner, og var kendt som pigen, der sjældent sagde nej til nye udfordringer. 22. maj 2006 blev hun indlagt på Hjørring Sygehus. Annies knæ havde gjort ondt i længere tid, men alle var sikker på, at der var tale om en sportsskade, der hurtigt kunne behandles. Diagnosen blev den værst tænkelige. Det viste sig, at Annie led af en sjælden form for kræft, som især rammer unge. Samtidig viste en nærmere undersøgelse, at kræften havde spredt sig til andre dele af kroppen. På Århus Kommune Hospital blev Annie indlagt på en særligt indrettet ungdomsstue, hvor der er flotte farver på væggene, og hvor der findes computere og dvd-film. Men Annies videre forløb blev alt andet end farverigt. En intensiv kemokur hjalp ikke, og 22. august er lægerne nødt til at amputere det ene ben. Kemokuren fortsatte Herefter fortsatte kemokuren, og i hele forløbet var Annie skiftevis på hospitalet og hjemme hos Lone og Steen. Lone havde taget plejeorlov fra sit job, og da det kun er den ene part, der har ret til den ordning, blev Steen sygemeldt. Parret passede Annie, og de blev blandt andet i stand til at give smertestillende medicin, og Lone gav også Annie mad gennem en sonde i maven. På et tidspunkt vejede Annie kun 32 kilo, og 15. november 2006 blev hun erklæret uhelbredelig syg. I januar stødte der yderligere komplikationer til, der bevirkede, at hun blev lam, og 16. marts 2007 døde Annie Jensen på Aalborg Sygehus. Læs hele familien Jensens historie i NORDJYSKE Stiftstidende By&Liv Frederikshavn tirsdag.