EMNER

De nye spillemaskiner

Sony, Microsoft og Nintendo har netop lanceret fremtidens tv-spil

Efter års spekulationer blev PlayStation 3 og de andre "næste-generations" tv-spil for nyligt afsløret på E3-spilmessen i Los Angeles. Se her hvad du kan glæde dig til. PlayStation 3 Formen er slank og diskret, og som sin forgænger kan PlayStation 3 både stå lodret og ligge vandret. Du bestemmer selv, om du vil have den i hvid, sort eller sølvgrå. Styre-enhederne er mere aparte i formen. Men du slipper for kabelrod, for de nye joypads kommunikerer trådløst med Bluetooth. PS3 har også trådløst netkort (802.11b/g), der bl.a. kan skabe forbindelse til det nye PSP-lommespil - også på afstand via internet. De mange netfunktioner gør PlayStation 3 mere alsidig end forgængeren. Men det er lidt skuffende, at harddisken er ekstraudstyr. Spillene leveres ikke på dvd'er men på de nye Blu-Ray plader, der har seks gange større kapacitet. Alligevel kan PS3 også spille musik-cd'er, dvd-film - og ikke mindst: alle de gamle spil til PS2 og PS1. Maskinen drives af den ekstremt kraftfulde "Cell" processor og grafik-chips fra Nvidia. Spillene kan vises i superhøj opløsning (1080p), hvis skærmen ellers kan følges med. Ifølge Sony har den nye PlayStation 35 gange mere computerkraft end PlayStation 2! Den overhaler nutidens heftigste spille-pc'er med flere længder. Men den lanceres altså også først til foråret 2006 - måske endnu senere i Danmark. Xbox 360 Så længe behøver vi ikke vente på Microsofts nye Xbox, der skulle være i danske butikker sidst på efteråret. "Xbox 2" kunne ikke gøre det, så Microsoft har døbt den "Xbox 360". En hentydning til cirkelformen, der præger designet. Den nye Xbox er nemlig slet ikke en boks - men en slank, konkav form i lyse nuancer. Fronten kan skiftes, som det kendes fra mobiltelefoner. Ligesom PlayStation kan Xbox 360 placeres både lodret og vandret. Styre-enhederne er trådløse - og væsentligt mindre end de nuværende. Indmaden byder på en stærk processor fra IBM og grafik-teknologi fra ATI, der udnytter den ekstra opløsning på moderne tv-skærme. Spillene ligger stadig på almindelige dvd'er. Og ser man på rå computerkraft, kan Xbox 360 ikke måle sig med PlayStation 3. Til gengæld leveres Xboxen med en harddisk (20 GB), som let kan skiftes ud med en større model. Det sidste kan let blive aktuelt, for dette er ikke kun en spillemaskine. Via netværket kan Xbox 360 afspille musik, video og fotos, der er lagret på en pc med Windows XP Media Center Edition. Vi gætter på, at dette også vil kunne bringes til at virke med en almindelig Windows-pc. En central del af oplevelsen bliver online-delen Xbox Live, der nu er fuldt integreret i maskinen. Chat-funktionerne er inkluderet i et nyt, gratis abonnement (Silver), som også giver mulighed for at hente demoer og ekstra indhold ned til spillene. Hvis man vil spille mod andre på nettet, skal man dog stadig betale for et løbende abonnement. Nintendo Revolution Nintendos lancering på E3-messen stod lidt i skyggen af PS3 og Xbox 360. Især fordi firmaet ikke kunne vise et færdigt produkt - men kun en tidlig prototype. Den såkaldte Nintendo Revolution bliver meget kompakt - omtrent som tre dvd-æsker. Hvordan de trådløse styre-enheder kommer til at se ud, er fortsat et mysterium. Den tekniske indmad minder mest om Xbox 360 - med IBM-processor, ATI-grafik og dvd-drev. Apparatet kan spille alle de gamle GameCube-spil. Via internet kan man sågar hente klassiske spil fra ældre Nintendo-maskiner (NES, SNES og Nintendo 64). Og mon ikke den trådløse forbindelse giver ekstra muligheder med Nintendo DS lommespillet. Revolutionen kommer først "i løbet af 2006". En mere præcis dato foreligger ikke, og i det hele taget er Nintendo Revolution den af de nye spillemaskiner, vi ved mindst om. Men sikkert er det, at når den kommer, vil den være oppe mod et par formidable modstandere.