Ophavsret

De originale kopier

Hvem kopierer hvem? Og hvem er originale? Dansk Folkepartis skarpe hjerne, finansordfører Kristian Thulesen Dahl, føler sig omklamret af Socialdemokraterne, der vil give flere penge til de ældre og forbedre den kommunale service, og af De Konservative, der vil forbyde burkaer og fratage udlændinge dansk statsborgerskab, hvis de har gjort sig skyldige i grove tilfælde af socialt bedrageri. Thulesen Dahl er storsindet nok til, at han ikke vil kræve ophavsretsbetaling - hvilket han i øvrigt næppe ville komme langt med. Det bliver stadig mere almindeligt, at partier kopierer fra hinanden, og det bliver stadig mere ualmindeligt at møde partier med en original politik. Anders Fogh Rasmussen nåede statsministerposten ved gradvis at trække Venstre ind over Socialdemokraternes gamle enemærker, tilsat en borgerlig skatteprofil, der tiltalte de socialdemokratiske vælgere, som efterhånden tjente en ganske pæn hyre. Pia Kjærsgaard & Co. nåede ikke alene magtens tinder ved deres oprindelige soloridt på udlændingeområdet, men også ved at tale varmt og økonomisk inderligt om de ældre og dermed erobre andre socialdemokratiske mærkesager. SF-formand Villy Søvndal har i sin stræben efter magt brugt en skarp DF-tunge over for "uvorne" udlændinge. Nu følger De Konservative trop - kunstnerisk set ikke særlig vellykket - men det er alt sammen udtryk for, at partierne stadig mere målrettet søger at gå efter vælgerne dér, hvor vælgerne er, fremfor at prøve at gå i forvejen og få vælgerne med sig. På hver sin måde prøver Enhedslisten og De Radikale at være originale - men hvem kopierer dem? Dansk Folkeparti vil nu selv til at kopiere De Radikales gamle metode med at stå med et ben i hver lejr og på skift flytte vægten over på det ben, der stod i magtens lejr: Thulesen Dahl øjner et regeringsskift og er parat til at samarbejde med Socialdemokraterne, navnlig om social- og sundhedspolitik. Loyalitet er ikke noget, der bliver kopieret i politik. Men det gør midlerne til at nå magten altid.