EMNER

De pakker julen ind

Pernille Langballe er en af de mange juleassistancer, der arbejder hårdt i julen

AALBORG:Der er måske andre faggrupper, der har mere travlt i denne tid, men de hænger ikke på juletræerne for tiden. Juleassistancerne i butikkerne har nemlig rigeligt at se til i december måned, når aalborgenserne tager en tur på dankortslæden, når julegaverne skal i hus. 30-årige Pernille Langballe, der arbejder i stormagasinet Sallings gaveshop, er ingen undtagelse. - Det er da hårdt , for vi løber hurtigt, men så går tiden også hurtigt, siger Pernille Langballe, der har været i sving siden stormagasinets 40 års jubilæum. Næste fridag er plottet ind søndag 19. december, ellers skal der ekspederes og pakkes gaver ind. - Der er ingen tvivl om, at familien får julegaver fra Salling i år, lyder det smilende fra juleassistancen. Sådan en arbejdsdag pakker ekspedienterne omkring 200 julegaver ind om dagen. Der er travlt, det forsøger den 30-årige juleassistance ikke at pakke ind. - Ja, jeg er træt i fødderne, når jeg kommer hjem, men ikke så træt, så jeg ikke oplever, at det er hyggeligt. Hun er godt tilfreds med jobbet og slår fast, at hun jo selv har valgt det. - Jeg er glad for det. Det er meget positivt, siger Pernille Langballe. Og kunderne, der skal have gaver til tante Kiss og resten af familien, de er ikke så slemme, som man måske skulle tro, når køen foran gaveindpakningsbordet begynder at vokse. - Folk er egentlig overraskende tålmodige, men vi er heller ikke så tæt på jul endnu , siger Pernille Langballe, der ligefrem mener, at julestemningen har sneget sig ind i stormagasinet. 23. december klokken 22 har Pernille Langballe pakket den sidste julegave ind i Salling i denne omgang, her er det nemlig sidste arbejdsdag i Salling.