Hestesport

De polerede hove blev mudret til

GØTTRUPSTRAND:I særdels flot vejr afviklede Han Herred Hestesportsklub i week-enden klubmesterskaberne i dressur og ridebanespringning på Vesterstrand Ridecenter, Gøttrupstrand. Klubben har omkring 120 aktive medlemmer, og 30 af de mere øvede deltog i mesterskaberne, der omfattede omkring 80 starter. I lørdags var der dressur på programmet, og selv om banen var meget våd, lykkedes det at afvikle konkurrencerne i flot stil og uden uheld. For at gøre et godt helheldindtryk havde rytterne inden de red på banen gjort et stort forarbejde med at trimme hestenes manke og polere hovene, men efter kort tid på banen var det så som så med de blanke hove og hvide bandager på hestenes ben. Ud over skridt, trav og galop omfatter dressurkonkurrencen også mere avancerede discipliner i aldersbetingede sværhedsgrader. I går drejede det sig så om ridebanespringning, hvor alle aldersgrupper også dystede ud fra givne sværhedsgrader i højden på forhindringerne. Yngste deltager på springbanen var niårige Frida Christensen, der klarede banen i tiden 56 sekunder med nul fejl. Konkurrencerne sluttede sent søndag eftermiddag med præmieoverrækkelse i klubhuset. Den samlede resultatliste fra mesterskaberne vil blive bragt senere.