De politiske rullesten

- Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget, erklærede Poul Schlüter (K) frejdigt, da han i 1973 blev formand for Det Konservative Folkeparti, ni år før han blev statsminister (i parentes bemærket virker det nu heller ikke udpræget, som om hans gamle parti i dag er så konservativt, at det ligefrem gør noget). Men danskerne er blevet, omend ikke mere konservative, så mere liberale - altså borgerlige - så vidt som det står til en Gallup-måling i Berlingske. Eller er de nu også det, eller er de bare blevet mere borgerliggjorte, igen jævnfør Schlüter, der var god til overskrifter og ved en anden lejlighed som statsminister proklamerede, at "ideologi er noget bras". Velfærd avler ikke socialister, men æder så at sige sine egne børn ligesom revolutionen. Socialister og navnlig socialdemokrater har deres broder- og søsterpart af æren for det danske velfærdssamfund, inklusive de mange velerhvervede rettigheder. Men de afgørende slag for at skabe velfærden er slået. Nu kommer de afgørende slag for at omskabe velfærden, derunder at pille ved mange velerhvervede rettigheder. Og så træder forsvarsmekanismerne i aktion. Det er blandt andet derfor, 6 ud af 10 danskere ifølge Gallup synes, at staten har for styr indflydelse på deres liv, og at hver ottende mener, at ingen skal betale mere end den halve indtægt i skat. Det er ikke et "ideologiskifte", der er sket med hjertet, men med hjernen - akkompagneret af tegnebogen. Det historiske tidevandsskifte har været undervejs længe: SF'erne er blevet mere socialdemokratiske, Socialdemokraterne mere borgerlige - og Venstre mere socialdemokratisk! Selv Enhedslisten er gået ind i realpolitik, har stemt for finanslove og endda været med i forlig sammen Dansk Folkeparti. Der er stadig partier, der ligesom deres vælgere har kant, men langt de fleste er slebet runde af tidevandet og er blevet rullesten, og når strømmen er stærkest, vil stenene helst rulle derhen, hvor de selv kommer i læ for bølgerne, når de ruller tilbage ...