Fødevarer

De Professionelle - godt og skidt i sportsverden

BRØNDERSLEV: I den forløbne uge prøvede eleverne på Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH) kræfter med den professionelle sportsverdens positive og negative sider. "De Professionelle" er et rollespil om magt, konsekvens og penge, fortæller Hasse Winther, der underviser på NIH. - Mandag morgen blev alle elever inddelt i teams. Hvert team valgte en manager, blev udstyret med 1 mio. kr, og så kørte spillet ellers derudad. I løbet af ugen var der forskellige konkurrencer - quiz, cheerleading, ironman, volleyball, floorball, pardans, sang, mountainbike-stafet og en finale med bl.a. tovtrækning, lastbilstræk. I hver konkurrence fik holdene pengepræmier alt efter placering. Hver morgen kunne de forskellige managers handle med holdenes stjerner og vandbærere på børsen. Indtægterne på spillersalg var et vigtigt parameter i kampen om den endelige sejr, og de snu managers gjorde ved flere lejligheder et godt køb eller to på spillerbørsen. - Hver aften skulle alle teams afgøre, om de ville sove på egne værelser, i hallen eller udendørs i shelters. Priserne på overnatning varierede, alt efter graden af komfort. Aftensmaden faldt i tre priskategorier: Varm mad var dyrest, ingredienser til varm mad - men uden køkkenpersonalets hjælp til madlavningen - lidt billigere, og endelig leverpostejmadderne som den allerbilligste menu. Vinderne af "De Professionelle 2003" blev det team, som havde flest penge på kontoen fredag kl. 12.00. De modtog konkurrenternes hyldest og iklædte sig vindertrøjerne efter en sjov og lærerig uge. dving