Lokalpolitik

De Radikale vil have jordforbindelse LANDSMØDE:Midterpartiet satser på langt mere tyngde i de nye kommuner

Jakob Molljakob.moll@nordjyske.dk KØBENHAVN: Det Radikale Venstre er godt træt af café latte-københavnersmart-mærkatet. I partiets seneste medlemsblad lægger Marianne Jelved ansvaret for miseren på regeringens spindoktorer og følgagtige journalister. Lidt er der dog om snakken, når det gælder københavneriet i partiet, som i dag bænker sig til landsmøde i Nyborg. Bortset fra små højborge i Skive og Holbæk er De Radikale i dag et udpræget landsparti med hjerte og lunger på Christiansborg. Ifølge sekretariatsleder og pressechef Lars Nielsen ser fremtiden anderledes ud. Til kommunalvalget får partiet en helt anden basis ude i landet, hvor De Radikale står til indvalg i 75 af 98 kommuner. I dag sidder der radikale i færre end hver tiende kommune. Ifølge prognoserne vil de radikale oven i købet jonglere med de afgørende stemmer, når en lang række borgmestre skal udpeges. - Det har været vores store svaghed, at vi har været et så landspolitisk parti. Det bliver ufatteligt vigtigt at få politisk aktive ambassadører så mange steder i landet, siger Lars Nielsen, der selv har base i kommandocentralen i Christiansborgs proviantgård. Hovedbestyrelsesmedlem og nordjysk formand Peter Hvid Jensen kunne ikke være mere enig. - Et parti som de radikale er hele tiden i fare for at blive for teoretiserende. I gamle dage sagde man, at akademikerne i København fik idéerne, og så kiggede husmændene på, om de fungerede. Nu har vi mistet husmændene, konstaterer Peter Hvid Jensen, der håber på, at den radikale organisation får en langt stærkere for-ståelse for folks hverdag ude i lokalsamfundene. Kommunalvalget er først på landsmødeprogrammet i morgen. I dag gør Marianne Jelved status, inden de radikale græsrødder vanen tro pibler frem mod mikrofonen i en af dansk politiks største debatarrangementer. Peter Hvid Jensen tør dog godt forudsige et tilbagevendende fænomen på landsmødet: - Marianne skal nok få de klapsalver, hun skal have. Sådan må det være i et parti, der bobler af optimisme. Der er ingen tvivl om, at mange i partiet føler, at tidsånden er med os. Radikale strækmærker Ifølge en prognose fra professor Søren Risbjerg Thomsen, Aarhus Universitet, står De Radikale til at spille en hovedrolle både i de prestigefylde store byer og fremtidens fem regioner. Dertil kommer, at partiet som bekendt næsten fordoblede høsten til valget, så der i dag sidder 17 radikale i Folketinget Den uvante rolle med flere muskler, der sjældent kan bruges til at bære love igennem, spiller en afgørende rolle for partiets situation op til weekendens landsmøde, mener lektor i statskundskab Lars Bille fraKøbenhavns Universitet. - De Radikale er stadig ved at vende sig til en dobbelt så stor folketingsgruppe. Der er for eksempel stadig røster i gruppen, der taler om samarbejde med de Konservative, siger Lars Bille. Samfundsforskeren mener, at MarianneJelved ser en smule let på situationen, når hun underkender beskyldningen om, at midterpartiet i stigende grad udvikler sig til et segment-parti for veluddannede byboere. Når det jyske bagland i månedens medlemsblad klager over en asocial profil, dækker det også over reelle forskelle i det voksende parti. - Man kan jo konstatere, at De Radikale især går frem i de store byer, ligesom det er i København, de rigtig store vælgerforeninger er. Og de er ikke overbefolket med socialgruppe fem, skulle jeg hilse og sige, siger Lars Bille, der dog kalder det "alt for firkantet", når partiets modstandere taler om café latte-partiet. Set fra Jylland er sandheden også et sted midt imellem. - Sandheden om det sidste valg er jo, at partiet har fået en renæssance helt ud i den yderste port, siger Peter Hvid Jensen. Sommerhuse og hash En del af weekenden kommer dog hverken til at handle om brydekampen mellem by- og landradikale eller om det evige knas i det samspilsramte forhold til Socialdemokraterne. Vanen tro har medlemmerne stillet op mod 100 resolutioner om alt fra fri hash, tilbagetrækning fra I-rak over til ophævelse af sommerhusreglen, der forhindrer udlændinge i at købe danske sommerhuse. Sidstnævnte bliver en speget diskussion, for spørgsmålet deler partiet midt igennem. Lige så ømfindigt er spørgsmålet om beskatning af ejerboliger. En resolution opfordrer direkte til, at rentefradraget nedtrappes. Et forslag, som Marianne Jelved allerede har lovet at ignorere, skulle det blive vedtaget. Nogle ting beslutter kommandocentralen stadig. Uanset hvilket sprog kaffen serveres på.