- De rammer os på kerneydelsen

Lærere og skoleledere er ikke begejstrede for budgetforlig

Lise Stenbro
Lærere og skoleledere er ikke imponeret over budgetforliget, der rammer undervisningen på kommunens folkeskoler.
Aalborg 1. oktober 2016 11:20

AALBORG: Selvom partierne bag det ny budgetforlig torsdag besluttede at lempe en del af besparelserne på skoleområdet, er lærere og skoleledere i Aalborg ikke imponerede.

- Jeg synes, det er forkert at tale om, at skolerne er blevet tilført noget. Det eneste, der er sket er, at forringelserne bliver lidt mindre end først antaget, siger formand for Aalborg Lærerforening Karsten Lynge Simonsen.

I det oprindelige budgetforslag var der lagt op til at fjerne 19,7 mio. fra skolerne i 2017 og 35 mio. kroner i 2018 - en besparelse, der både vil ramme den fagdelte undervisning, den understøttende undervisning, to-sprogsundervisningen og antallet af pædagoger i skoledelen. Men under forhandlingerne lykkedes det flertallet at blive enige om en model, hvor man mindsker besparelsen i 2017 med 4,1 mio. kroner og 12,4 mio. kroner med helårsvirkning fra 2018.

- Det betyder, at man bibeholder besparelsen på to-sprogsområdet, og i forhold til en fagdelte undervisning bliver sparekravet halveret. Der skal ikke længere spares på pædagoger i undervisningen, og omkring 25 procent af besparelserne på den understøttende undervisning forsvinder. Til gengæld skal der så spares 1,4 mio. kroner på skolernes administration, og selvom det er dejligt, at man har lyttet lidt til de bekymringer, vi har haft, havde vi nok forventet noget mere. For det her vil jo stadig vil ramme kerneydelsen og den hverdag, eleverne og lærerne har, understeger Karsten Simonsen.

Lærerforeningen har blandt andet argumenteret mod at spare på den fagdelte undervisning.

For her er der i forvejen mange skoler, hvor en lærer er nødt til at undervise to klasser i nogle af timerne.

- Det er svært at sige, om der bliver mere af det nu. For det er jo op til ledelsen på de lokale skoler at udmønte besparelserne, og skal vi undgå forringelser, skal de i hvert fald til at prioritere anderledes, siger Karsten Simonsen.

Formand for skolelederne i Aalborg Carsten Søndergaard indrømmer, at det er en stor mundfuld.

- Det er der ingen tvivl om, og derfor vil der helt sikkert også være skoler, som får svært ved at få tingene til at hænge sammen - for eksempel i forbindelse med sygefravær, siger han.

Ifølge Carsten Søndergaard vil det uundgåeligt ramme undervisningsdelen.

- Det kan godt være at det udefra set ser ud som om, skolerne har en del ressourcer. Men der er også mange udgifter, som ikke vedrører undervisningen, og vi skal jo have det hele til at løbe rundt, forklarer han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...