De rigeste lande har sat sig til bords

Global økonomi, Irak, kampen mod terror, konflikten mellem Israel og palæstinenserne, krisen omkring Nordkoreas atomvåbenprogram og hjælp til fattige lande.

EVIAN:De politiske ledere for verdens mest indflydelsesrige industrilande, kaldet G8-landene, indledte søndag eftermiddag deres topmøde i Evian i Frankrig med en arbejdsmiddag. Øverst på dagsordenen for det to dage lange møde står udviklingen i den globale økonomi, genopbygningen af Irak, kampen mod terror, konflikten mellem Israel og palæstinenserne, krisen omkring Nordkoreas atomvåbenprogram og hjælp til fattige lande. Foruden lederne af de otte lande deltog også stats- og regeringschefer fra en række udviklingslande eller lande, der er økonomisk på vej frem, som f.eks. Kina, Brasilien og Indien i søndagens møder. Senere søndag var der også et møde, hvor afrikanske ledere var med til bords, og her skulle økonomisk udvikling og fattigdom i Afrika drøftes. De fleste ledere kom direkte fra Sankt Petersborg, hvor de havde deltaget i festligheder i forbindelse med byens 300 års jubilæum. USA's præsident, George W. Bush, der er på sit første besøg i Frankrig efter krigen mod Irak, blev modtaget af mødets vært, den franske præsident, Jacques Chirac. Bush blev modtaget med et håndtryk og en anstrengt smil, og modtagelsen var langt fra den varme modtagelse, Chirac gav andre topmødedeltagere. Det kølige forhold mellem de to ledere, som opstod på grund af dyb uenighed om krigen mod Irak, var tydeligvis endnu ikke væk, og politiske iagttagere ser frem til et møde mellem Bush og Chirac mandag, hvor de mødes under fire øjne. I det hele taget ventes alle topledere at gøre sig umage for at klinke de mange sår i de internationale forbindelser, som Irakkrigen har ført med sig. På den ene side står USA og Storbritannien, som uden international godkendelse indledte krigen. På den anden side står Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina, som kraftigt kritiserede krigen. Op til mødet i Evian opstod der ny ballade, efter at der er opstået tvivl om hele grundlaget for USA og Storbritanniens angreb på Irak, nemlig Iraks påståede masseødelæggelsesvåben. De er endnu ikke fundet, og der er fortsat ingen tegn på, at de eksisterer. Den britiske premierminister, Tony Blair, afviste tydeligt irriteret påstande om, at USA og Storbritannien har fabrikeret de såkaldte masseødelæggelsesvåben i Irak. - Enhver påstand om, at oplysningerne om disse våben er fabrikeret, er komplet og totalt forkert, sagde Blair. En britisk talsmand sagde, at deltagerne på topmødet i Evian vil enes om en erklæring, der går ud på at begrænse spredning af masseødelæggelsesvåben og styrke samarbejdet om at bekæmpe internationale terrorisme. Op til mødet har præsident Bush dog sagt, at tiden er inde til, at USA og europæiske lande lægger striden om Irak bag sig. Bush ventes at presse på for at få fjernet en række handelsbarrierer og få de øvrige lande med til at gøre en øget indsats for at få gang i den svage verdensøkonomi. Med ved topmødet er også FN's generalsekretær, Kofi Annan, og ledere fra verdenshandelsorganisationen WTO og Verdensbanken. G8 består af Rusland plus klubben for verdens syv førende industrinationer, nemlig USA, Canada, Frankrig, Storbritannien, Italien, Tyskland, Japan. /ritzau/AFP