De Røde Veteran Lastbiler ruller

Flere lastbiler på gaden til studenterkørsel, som skaber travlhed for firma

Esben Heine
Disponent Marthin Stadsvold og Morten Andersen er klar til at sende en lastbil ud på tur. Privatfoto
Brønderslev 1. juli 2018 09:14 - Opdateret 1. juli 2018 17:12

VENDSYSSEL: Så ruller De Røde Veteran Lastbiler. Den ny ejer, Lars D. Andersen, Hirtshals Turistfart, har udvidet bilparken med tre til 15, og der er brug for lastbilerne, der kører over hele landet.

Disponent Marthin Stadsvold og Morten Andersen, søn af Lars D. Andersen, har travlt med at planlægge turene og ellers gøre bilerne klar.

Lastbilerne er forsynet med nye højttalere, og ellers alt nødvendigt udstyr til studenterkørsel.

I denne uge er der travlhed med studenterkørsel, og i næste uge går det for alvor løs med studenternes besøg hos klassernes forældre.

- 2018 er udsolgt, og 2019 er næsten udsolgt, så det er nu 2020, vi sælger studenterkørsel til, fortæller Marthin Stadsvold.

Lastbilerne bruges også ved andre lejligheder. Blandt andet er det tilladt med eksamenskørsel.

Alle veteranlast-bilerne er godkendt, og de synes regelmæssigt, og de er forsynet med fartskrivere. Undertiden skal der to chauffører på en bil, for at overholde gældende hviletidsregler.

Den det er ikke kun de 15 veteranlastbiler, der har base i Brønderslev - i garageanlægget i Uggerby-komplekset i Bredgade. Der placeres også turistbusser i Brønderslev. De får navnet Brønderslev Turistfart.

- Mange af chaufførerne er fulgt med til den ny ejer, da han i fjor overtog lastbilerne efter Frank O. Nielsen, fortæller Marthin Stadsvold.

Marthin Stadsvold fortæller, at virksomheden har fået god opbakning af Brønderslev Kommune i forbindelse med etableringen.

Hirtshals Turistfart er blevet noget af en virksomhed, efter også at have overtaget Hjørring Turistfart.

I dag er der over 60 busser og taxaer på hjul i firmaet, der har et halvt hundrede ansatte.

Lars D. Andersen etablerede firmaet i 1999 med to taxier, så der er sket noget af en udvikling.

Oprindeligt var skibsmontør i den periode, hvor der blev givet massiv ophugningsstøtte til fiskerbåde. Han fandt det deprimerende at se fiskerflåden blive hugget op på den måde, så han besluttede sig for at blive selvstændig vognmand.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...