De sære og de almindelige ting

Forud for Gasmuseets nye udstilling "Det flasker sig" er gået et års arbejde med blandt andet at læse flere meter arkivmateriale

HOBRO:En smuglerflaske fundet i Danmark, en gasflaske drevet i land på Fijiøerne og et lille demonstrationssæt med flaske og blus lige til at sætte på cyklens bagagebærer, når sælgeren skulle ud og sælge gassen. Det er blot en meget lille del af de ting, som man nu kan se og lære meget mere om på Gasmuseets nye udstilling om flaskegassens historie. "Det flasker sig" er titlen, og udstillingen er permanent på museet. Her er der de sære ting som blandt andet den gasflaske, som under et jordskælv i Chile faldt i havet og drev 12.000 kilometer til Fijiøerne, hvor beboerne først troede, at det var en bombe. Men det viste sig at være en eksportflaske fra Kosangas, som oprindelig var produceret i Middelfart. Da den blev fundet var den stadig tæt og indeholdt gas, der kunne tænde en lampe. Flasken var drevet med havstrømmen, og da den blev fundet i 1961, blev den i medierne fremvist som et bevis for, at Thor Heyerdahls folkespredningsteori var rigtig. Han mente - kort fortalt - at Stillehavsøernes kolonisering udsprang fra blandt andet Chile, og at jordens befolkning allerede meget tidligt spredte sig over jordkloden ved at drive med havstrømmen. Men det er en ganske anden historie end flaskegassens, som for mange husmødre var en helt almindelig ting i slutningen af 50'erne og 60'erne. På museet kan man også se, hvordan et køkken fra dengang så ud, og hvilken forandring, som skete med dette, efterhånden som for eksempel gaskomfurer og vandvarmere kom på markedet. - I byerne havde man bygas, men med flaskegassen kunne man også få gas på landet, hvor man tidligere havde brugt tørv og brændsel, fortæller Hanne Thomsen, der er museumsinspektør på Gasmuseet. Hun har sammen med museets anden inspektør Niels Løgager stået for denne nye udstilling. Det hele startede med, at museet blev kontaktet af BP Gas, som havde en masse materiale, der kunne fortælle flaskegassens historie i Danmark. Det ville de gerne give videre, og Hanne Thomsen takkede ja. Men en sådan udstilling koster penge, så den side af sagen måtte museet også have i orden. Dertil svarede BP Gas, at det kunne de også godt hjælpe med. Huset på gas - Så fik vi blandt andet enorme mængder arkivmateriale, og det har vi så læst igennem alt sammen, fortæller hun. De fik også en hel del effekter, og efter at have bearbejdet alt papirmaterialet lavede de en plan over, hvad en sådan udstilling skulle indeholde. - Vi ville gerne vise de forskellige former, hvor flaskegassen har haft en betydning. Det var blandt andet i køkkenet, men også i campinglivet. Et sommerhus hed faktisk "huset på gas", fortæller hun videre. Mens de gik og arbejdede med udstillingen, kom der flere og flere effekter til, som besøgende syntes skulle være med. - Vi har fået mange spændende ting, mens vi har arbejdet med det, og vi får faktisk stadig nogle ting, siger Hanne Thomsen og tilføjer, at til afsnittet om campinglivet mangler de et rigtig to-mands telt fra den tid. Udstillingen viser også, hvordan et køkken på den tid udviklede sig, og fra en række meget flotte og morsomme reklameplakater kan man danne sig et fint billede af datidens familiemønster. Besøger man udstillingen, er det også netop ved køkkenafdelingen værd at give sig tid til at studere de to billeder, som hænger på væggen - det ene med titlen "Hvad er et køkken uden Kosangas" og det nedenunder, som viser at "Et moderne køkken har Kosangas komfur". Det har taget Hanne Thomsen og hendes kollega omkring et år at få denne udstilling færdig, men de har ikke gjort hele arbejdet selv. Der har været god hjælp fra folk med praktisk håndelag. Men dermed stopper de ikke. De har allerede nu planer om at lave en permanent udstilling om bygassen. - Vi går nu i gang med arkivstudierne, og så regner vi med, at den kan åbne i 2005, fortæller Hanne Thomsen. Mens vi venter på bygassen, vil der også dukke en særudstilling op på Gasmuseet, og her kan man undres og forundres over alle de ting, som har med rygning og lightere at gøre. Men indtil da kan man altså opleve og måske også genopleve flaskegassens forunderligheder.