Tyverier

De samme tyve - igen og igen

Antallet af indbrud afhænger af, hvem der er inde, og hvem der er ude

HJØRRING:Hjørring politi kan finde mange eksempler på, at en tur bag tremmer ikke har nogen positiv indvirkning på folks kriminelle løbebane. Lokale indbrudstyve fortsætter ufortrødent med at hjemsøge folks boliger, trods adskillige anholdelser og domme. Kriminalsinspektør Henri Gade kan på stående fod udpege en halv snes personer, som er meget aktive, og som vender tilbage igen og igen. - Det er selvfølgelig frustrende for os, og ikke mindst for dem, som indbruddene går ud over, Men vi forvalter jo reglerne og lovgivningen, som den er, siger Henri Gade. Når antallet af indbrud sidste år steg med 200 til 672 i politikredsen, så er den primære forklaring, at der her var mange af kendingene, som var på fri fod. Og når der så er mere stille perioder, så er de bag tremmer. I de aktive perioder forsøger politiet at sætte ekstra ressourcer ind på at opklare indbruddene, og ofte er det meget små ting, der kan føre til anholdelsen. - Derfor vil vi også opfordre folk til at hendvende sig med oplysninger, der måske virker ubetydelige, men de kan have stor betydning for os, siger Henri Gade - netop med henvisning til, at politiet efterhånden har et godt kendskab til de lokale tyves adfærdsmønstre. Flere sikrer sig Hos el-firmaet Lytzen mærker man også, at flere og flere boligejere er bekymrede for indbrud, og hendvender sig for at få installeret alarmer. - Det er ofte folk, der lige har været udsat for indbrud, eller som kender nogen, der er ramt, siger teknisk chef Søren Søndergaard. Lige nu er det mest almindeligt med rumfølere, som aktiverer alarmen, men udviklingen går i retning af web-kameraer, hvor man via nettet kan overvåge sin egen bolig. Det viser sig også, at alarmerne i langt de fleste tilfælde holder tyvene væk. - Men problemet flytter sig bare til de boliger, der ikke har alarmer, siger Henri Gade. Hjørring politi kan også notere en stigning i antallet af indbrud i erhvervsvirksomheder. Der var i 2004 en stigning på ti pct. til 914 indbrud i politikredsen. - Virksomhederne er blevet bedre til at sikre deres værdier og fjerne f.eks kontanter, men til gengæld går tyvene nu efter deres computer-udstyr, siger Henri Gade.