- De sidder bare i stolen og kigger

Pårørende er vred over den standard, hans forældre må leve med på plejehjem

AALBORG:Vækning. Morgenmad. Hen i stolen. Frokost. Middagslur. Hen i stolen igen. Aftensmad. Hen i stolen. I seng. Det samme dagsprogram som i går og det samme som der sker i morgen. Og alle andre af årets dage. - Min mor og far laver næsten ikke andet end at sidde i en stol og kigge. De kommer stort set kun uden for plejehjemmet når vi tager dem med på tur, for det har personalet slet ikke tid til, siger Erik Jensen, der er som pårørende ikke er imponeret over standarden på aalborgensiske plejehjem. Erik Jensen - der er forretningsdrivende i Aalborg - kalder det grotesk, når Niels Tikøb - direktør for ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg - i NORDJYSKE hævder, at der er ansat en ældre per plejehjemsbeboer og at der ikke skulle være sket nedskæringer på plejehjemmene i de sidste ti år. - Der mangler i den grad personale. Der er kun tid til det strengt nødvendige og slet ikke tid til almindelig menneskelig omsorg eller aktiviteter, siger Erik Jensen. Hans forældre - Mary Jensen på 93 og Emil Jensen på 89 år - har i de sidste knapt tre år boet på Birken i Gistrup - en afdeling af Plejehjemmet Skovbrynet. Tidligere boede de i en beskyttet bolig og inden da boede de i eget hus i Gistrup. Moren er ramt af en lammelse, kan ikke gå og skal have hjælp til stort set alt - inklusive at spise. Faren har det noget bedre, men har også stort behov for hjælp. - De havde haft et trist liv hvis det ikke var fordi, at vi så tit kom på besøg. Det er os, der tager dem med ud og ofte er det også os, der gør rent. For det bliver der nemlig ikke altid, siger Erik Jensen. Rengøring er nemlig en af de ting, som personalet ind i mellem må droppe for at få tid til endnu mere nødvendige opgaver. Det er ikke personalet, som Erik Jensen er utilfreds med - de gør en stor indsats, men har bare ikke tid nok til at nå hele vejen rundt. Erik Jensen er heller ikke imponeret over de fysiske forhold på plejehjemmet. Der findes ingen lejligheder på Birken, så forældrene har to værelser - det ene sover de i, mens det andet værelse, der ligger omkring 30 meter nede af gangen fungerer som dagligstue. Stramme tidsplaner De ansatte på plejehjemmene i Aalborg er nemlig underlagt stramme tidsplaner. Stort set alle personalets opgaver er udmålt til højst at måtte vare et antal minutter. Så hvis for eksempel et toiletbesøg tager tre minutter længere end der står i manualen så skal den ansatte indhente de minutter et andet sted. - Det der først og fremmest tærer på kræfterne hos vores medlemmer er det minityrani, de arbejder under. Alting er nøje afmålt, men hvis det først skrider ved en opgave så er det stressende at få det indhentet. Folk er ansvarsbevidste, så ofte tager de tiden fra deres egen pauser, men selvfølgelig er der opgaver, de må klare endnu hurtigere, fortæller Jan Jensen, der er sektionschef i fagforeningen FOA, der organiserer en stor del af de omkring 3900, der er ansat på ældreområdet i Det Nye Aalborg. Ifølge FOA er forholdene i Aalborg dog ikke som de skandalehistorier, der i den senere tid er kommet frem omkring forholdene på københavnske plejehjem. - Jeg er ikke vidende om, at der skulle være tilsvarende forhold i Aalborg. Men selvfølgelig er der da også her ting, der kan gøres bedre, siger Jan Jensen.