De sidste brikker skal på plads

Badminton 1. april 2005 06:00

AALBORG: De sidste brikker skal i den kommende weekend sættes på plads for Aalborgs bedste seniorhold i 2.- og 3. division, danmarksserien og jyllandsserien, når der afvikles fjerde og næstsidste spillerunde af Dansk Badminton Forbunds holdturnerings op- og nedrykningsspil. Reelt mangler kun en enkelt brik at falde på plads, nemlig hvorvidt St. Restrup skal sikre sig endnu en sæson i Jyllandsserien. St. Restrup, der forud for denne spillerunde er placeret på den frelsende fjerdeplads med ni point, får hjemme besøg af det suveræne tophold Sejlflod, der på førstepladsen er ubesejret i slutspillet og dermed allerede sikret en sæson mere i Jyllandsserien. - Vi har bestemt kniven på struben i dette opgør, hvor vi står overfor topholdet fra Sejlflod. Vi skal have mindst to point for at sikre os en forsat plads i Jyllandsserien, fortæller St. Restrups spillende træner Morten Bjergen forud for den vanskelige opgave. St. Restrups nærmeste konkurrent til den frelsende fjerdeplads er Gug, der på femtepladsen er to point efter. Gug får besøg af Brønderslev, der ligesom Sejlflod allerede har sikret sig, så det tegner til en spændende afslutning af Jyllandsseriens nedryknings pulje A. Det står dog allerede helt fast her forud for sidste spillerunde, at ingen af de bedste Aalborg hold avancerer efter denne sæson, men at såvel Gug, Triton, Vejgaard og Lindholm må en række ned, mens abc, Svenstrup og Sofiendal alle forbliver i deres nuværende rækker. Enkelte af holdene klamrer sig dog stadig til det spinkle håb, at omlægninger og holdsammenslutninger skal skabe ekstra pladser, således at der kæmpes for så gode placeringer som muligt. Denne spillerunde i badminton 2.- 3. april: 2.division nedrykning: Lørdag kl. 15 KBK København - Gug. Kvalifikation til 2. division: Lørdag kl. 15.30 Højbjerg - abc, Aalborg. 3.division nedrykning: Lørdag kl. 14 Nr. Broby - Triton Aalborg. Lørdag kl. 15 Vejle - Svenstrup. Nedrykning fra Danmarksserien: Søndag kl. 15 Lindholm - Vejgaard. Kvalifikation til Danmarksserien: Lørdag kl. 16 Skødstrup - Sofiendal. Jyllandsserien nedrykning: Lørdag kl. 16 St. Restrup- Sejlflod.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...