EMNER

De sigter knap så højt

AALBORG:To bueskytter er med ved OL i Beijing i denne omgang. Og for begges vedkommende - Niels Dall, Brande, hos mændene og Louise Laursen, Taastrup, hos kvinderne - gælder, at der ikke er sat målsætninger op om medaljer. - Jeg startede med et totalt amputeret hold efter OL i Grækenland i 2004. Alle skytterne, der havde et vist niveau, stoppede efter Athen, så derfor er målsætningen denne gang blot at opnå en top 25 placering for Niels Dall, mens vi ikke har lavet en decideret målsætning for Louise Laursen, Hun er udtaget til den kvoteplads, Danmark har opnået, og derfor kan et OL give hende værdifuld erfaring fra et sådant kæmpe stævne. Hun kommer forhåbentlig til at mærke suset, så det kan inspirere hende til den indsats, der skal til for at komme til OL i London i 2012 og her med en klart højere målsætning, siger landstræner og sportschef i Dansk Bueskytteforbund, Henrik Toft, der tager med sine skytter til Beijing fra først i august og legene ud. Niels Dall er 24 år og skød sig til VM-bronze i 2005 for compoundskytter - det vil sige buer med en masse ekstra hjælpemidler - men skiftede derefter til den klassiske olympiske bue, hvor han via en 14. plads ved næstfølgende VM i den olympiske klasse sikrede sig OL-udtagelse. Louise Laursen er blot 19 år gammel, men har allerede fire danske rekorder, hun er den eneste danske juniorskytte, der har vundet et junior world cup stævne, og så har hun ifølge landstræneren et unikt motorisk talent, der skydeteknisk gør hende til en af verdens bedste. Begge skytterne bor og træner under landstræneren i Elitecentret, der holder til bag NRGI Park i Århus, hvor forbedrede skydefaciliteter de seneste par år dels i form af en pavillon. Her kan de træne indendørs, dels på overdækkede standpladser, der betyder, at man kan træne udendørs hele året. Det har gjort, at mulighederne for at udvikle skytter med medaljepotentiale til VM- og OL er blevet en del bedre.