De skal opføre stykke om Ibsen på nationalteater

Teaterstykket skal vises i Danmark i august inden gruppen rejser til Norge

Margaretha Cedergren bruger blandt andet sommeren på at beskæftige sig med den norske dramatiker Henrik Ibsen, som hun her mødes med  på udstillingen Ibsens Øje på Sæby Havn. 	FOTO: Eva Seider

Margaretha Cedergren bruger blandt andet sommeren på at beskæftige sig med den norske dramatiker Henrik Ibsen, som hun her mødes med på udstillingen Ibsens Øje på Sæby Havn. FOTO: Eva Seider

SÆBY:Dramatikeren Henrik Ibsen er stor i Norge. Som dansker kan man have svært ved at forestille sig, hvor meget nordmændene går op i Ibsenåret, som 2006 er udnævnt til. Han døde i 1906, og det markeres med en lang række arrangementer i Norge. Det er derfor en stor ære og udfordring at blive inviteret til Norge for netop at spille teater om Ibsen. Sådan fortæller Margaretha Cedergren fra Sæby Scenen. Hun, Hanne Salling og ni unge tager til Norge 31. august og forinden vil de vise deres stykke 25. 26. og 27. august i Skovlyst. - Vi vil gerne prøve at spille foran et publikum, inden vi tager til Norge for at se om tingene virker, siger Margaretha Cedergren. Den danske Ibsengruppe skal optræde to gange i Norge. Den første forestilling bliver i Ibsens fødeby Skien, hvor de skal åbne en stor ungdomskonkurrence for unge norske teatergrupper. Sæbygruppen skal dog ikke deltage i selve konkurrencen, men er blevet inviteret med fordi Sæby er et af de steder, hvor Henrik Ibsen boede, og Sæby er med til at markere Ibsenåret. Se andre unge spille Projektet i Norge hedder Ibsen-stafetten. 14 grupper fra hele Norge er blevet udtaget til at fortolke Ibsen. De unge skal enten spille et uddrag af Ibsens egne stykker eller et teaterstykke, der handler om Ibsen. Tre af de 14 stykker går så videre til finalen, der finder sted på selveste Nationalteatret i Oslo 5. september. Inden finalen går i gang, skal danskerne opføre deres stykke igen. - I konkurrencen må teaterstykkerne vare 25 minutter. Vi har ikke fået en grænse og vores stykke varer 45 minutter og vi håber, vi får lov til at spille det hele, siger Margaretha Cedergren. 35 roller Hun samler og skriver ideerne sammen, som hun og de unge skuespillere har fundet på sammen. De unge har i alt 35 roller og de medvirkende er Anne Bakland, Janne Udengaard Pedersen, Trine Brandenholt, Karina Jensen, Cecilie Nielsen, Cecilie Cedergren, Rasmus Dige Pedersen, Thomas Væver og Patrick Cedergren. De unge har i høj grad været med til at bestemme, hvad de ville præsentere for de norske teatergrupper. - Vi har besluttet, at skrive et stykke, som handler om Ibsens liv sammenholdt med det liv, han selv levede. Ibsens bliver således stillet til regnskab af en af de kendte figurer fra et af hans tidligste stykker. Det er Furia, der dukker op hos den døende Ibsen, og stiller ham en lang række spørgsmål. Der sættes blandt andet fokus på, hvordan Henrik Ibsen kunne skrive om kvindefrigørelse, når hans egen kone i den grad vartede ham op. Inspireret af ny bog Margaretha Cedergren fortæller, at de har taget udgangspunkt i en ny bog om Ibsen, der netop hedder Henrik Ibsen - Gåden med de mange svar. - Vi har så talt om, hvad vi gerne ville have med, og har improviseret meget. De unge er kommet med forskellige bud, og jeg har så valgt et forslag eller har kombineret de unges ideer. Hun er meget imponeret over den ihærdighed de ni unge har lagt i arbejdet. I disse dage holder skuespillerne ferie, men om kort tid genoptager man arbejdet med Ibsenstykket.