De slår et slag for en tradition

Aalborgs tre bokseklubber får engelsk besøg til sit fællesstævne 28. december

Jens Winther, i forgrunden, kender julestævnerne i boksning såvel fra ringens midte, hvor han har været med 14 gange, som fra ringside, hvor han nu fungerer som kyndig træner og vejleder for IK Spartas talenter. Foto: Henrik Bo

Jens Winther, i forgrunden, kender julestævnerne i boksning såvel fra ringens midte, hvor han har været med 14 gange, som fra ringside, hvor han nu fungerer som kyndig træner og vejleder for IK Spartas talenter. Foto: Henrik Bo

AALBORG:En tradition holdes i hævd, når de tre Aalborg-klubber, AK Jyden, IK Sparta og Lindholm BK, mellem jul og nytår endnu en gang byder på julestævne i Europahallen i Aalborg. Et udvalgt, engelsk hold fra Midland er klar til at udfordre de lokale aktører, og stævnet torsdag 28. december kommer til at omfatte 12 kampe. - Hver af de tre klubber har udvalgt fire boksere, som de gerne vil have i kamp, og da englænderne kommer fra et distrikt med så mange bokseklubber, at de tilsammen er mellem 900 og 1000 boksere, så har det ikke været så svært at finde passende modstandere til vore egne, siger en af arrangørerne, IK Sparta-formand Jens Jørgen Voldby. Udsolgt i Aalborghallen Juleboksning i Aalborg er en tradition, der går et halvt hundrede år tilbage, og før i tiden var det en attraktion, der fyldte Aalborghallen. - Ja, der var ofte 3-4.000 tilskuere og en kanon stemning, husker en af de aktører, som har været i ringen flest gange ved julestævnerne, Jens Winther, tidligere Lindholm-bokser, nu træner i IK Sparta. - Jeg mener, jeg har været med 13 gange i Aalborghallen og en enkelt gang i Europahallen, og det var en oplevelse hver gang. Da Jens Winther var aktiv, var det ikke en selvfølge, at man kunne komme i ringen til Aalborg Boksealliances julestævne. De tre lokale klubber rådede nemlig over så mange stærke boksere, at det næsten var lige så svært at komme på byholdet, som det var at komme på landsholdet. Alliancen lagt på is Siden har amatørboksningen generelt været for nedadgående herhjemme, og Aalborg Boksealliance er en saga blott. - Men vi arbejder stadig sammen, og egentlig kunne alliancen lige så godt have bestået endnu, lyder det fra Jens Jørgen Voldby. - Vi laver fællesstævner på Studenterhuset, og så har vi det her julestævne, der er det, der dækker udgifterne til de løbende stævner. Sammen med formændene for AK Jyden og Lindholm BK, Henrik Thomsen og Arvid Kristiansen, har Sparta-formanden endnu en gang fået samarbejdet de tre klubber imellem til at fungere, og i alle tre klubber er man både glade for samarbejdet, og optimistiske med hensyn til fremtiden. Fremtiden tegner lys - Vi har rigtig godt gang i klubben lige nu, bedyrer Arvid Kristiansen, og i løbet af et år eller to, så har vi også en bokser, der kan blive dansk mester, spår han. Fremgangen er også synlig i såvel Sparta som i Jyden, hvor medlemstallet vokser støt, og opbygningen af nye kampboksere foregår til stadighed og under kyndig instruktion af blandt andre gamle topboksere. Og så sørger man for, at der er passende modstandere til de lokale boksere, så de stille og roligt bygges op, for de gode, gamle dage, dem tror man måske ikke helhjertet på kommer igen, men man vil i hvert fald gerne spille en mere dominerende rolle ved jyske og danske mesterskaber, end man har gjort de senere år. Fra øst til vest I flere år har der været østeuropæiske modstandere til de lokale nævefightere ved julestævnerne, men denne gang har man altså kigget mod vest i stedet. - Ja, det holdt ikke altid ”vand”, det polakker og tjekker opgav, når de kom med deres boksere som skulle være så og så godt placeret på ranglister. - Derfor har vi nu valgt englænderne, som vi ved altid er reelle, og gode fightere, så jeg tror, det bliver et rigtig kanonstævne denne gang, siger Jens Jørgen Voldby. Naturlig flytning Når man har valgt at skubbe julestævnet væk fra juledagene - tidligere var det altid 1. juledag om eftermiddagen, den stod på stævne - så er der flere grunde hertil. - Tidligere var der ikke mulighed for at gå ud og få sig en juleøl andre steder end til boksestævnet. Nu er der jo ikke nogen dag i julen, der er ”hellig” længere. - Det er også umuligt for os at leje os ind i juledagene, dels på grund af andre arrangementer, men også, fordi det er meget dyrere at lave stævne på en helligdag, når personale skal aflønnes. - Ved at lægge stævnet fjerde juledag, på en hverdagsaften, så er det både lettere at få boksere til at stille op, og mere overskudsgivende for os at arrangere stævnet, fordi vi selv kan stå for tingene, lyder det fra den rutinerede arrangør Jens Jørgen Voldby. Vægten intet problem På sidelinjen står en af de boksere, som skal i ringen, og tripper ivrigt. Nicolai Thøgersen, IK Sparta, har prøvet det før, men glæder sig lige meget hver gang. - Julestævnet er noget særligt, for der er lidt mere fokus på netop det her stævne. Og nu er det englændere denne gang. Det er også noget nyt, og spændende. - Er det ikke et problem, at man skal passe på sin vægt her i juletiden, når der er masser af god mad på bordet, og man har en kamp at tage hensyn til ? - Jo, det er det måske for nogen. Men ikke for mig. - Jeg er supersværvægter, så jeg behøver ikke at tage hensyn til vægten, smiler Nicolai Thøgersen. De engelske gæster ankommer onsdag og medbringer også kampledere og dommere, så stævnet også på den led kan blive neutralt bedømt. Alle aktører er samlet i IK Spartas lokaler sidst på eftermiddagen den 27. december til vejning, og her vil den endelige matchning af de enkelte boksere også falde på plads.