EMNER

De Slæbende Baner

I sidste måned kunne DSB markere et lille jubilæum. Da var det fem år siden, at de første IC4-tog skulle være sat ind i daglig drift til glæde for passagererne, der plages af nedslidte og overfyldte vogne på de danske skinner. Jubilæet kom og gik, uden at den italienske "leverandør" AnseldoBreda leverede andet end brudte løfter og sølle fire togsæt, der har kørt testkørsel i snart et år. Nu er selv DSB's enestående langmodighed bristet: Hvis ikke italienerne inden udgangen af maj næste år har leveret 14 godkendte togsæt samt et enkelt togsæt, der er i stand til at blive koblet sammen med andre sæt – så bliver kontrakten revet i stykker. I mellemtiden lejer DSB så andre tog på AnseldoBredas regning. Fabrikken havde ikke fortjent at få den yderligere udsættelse, men DSB har vist storsind og samtidig sikret sig et bedre udgangspunkt for en eventuel retssag. Tilsyneladende sikrede DSB sig i sin tid så fornuftig en kontrakt, at det økonomiske tab først og fremmest rammer den italienske fabrik, mens skatteyderne slipper for at betale. Men de togrejsende har mistet den forbedrede kvalitet, og DSB har mistet goodwill for store summer. Det sker endda på et tidspunkt, hvor overfyldte indfaldsveje til København og andre større byer understreger behovet for moderne jernbanedrift. Fabrikken er langt fra ene om at være skurk i farcen, som begyndte ved juletid år 2000, da DSB bestilte de 83 togsæt i Norditalien. I uskøn forening skruede politikere og jernbanechefer ønsker og krav sammen, der betød, at Danmark skulle have så smarte og avancerede tog, at de nødvendigvis måtte håndbygges. Mere standardiserede modeller fra velfungerende fabrikker havde ingen interesse, og der var ingen ende på de lovord, DSB brugte om fremtidens tog. Når – eller hvis – IC4-togene kommer i drift næste forår, vil de være moderne og avancerede. Men passagererne havde foretrukket knapt så avancerede tog – der kører til tiden.